Vestegnen

Lige uden for Københavns Kommune mod vest og sydvest ligger de store sovebyer der engang var landlig idyl med marker og åer, men som fra 60'erne fik deporteret horder af københavnske arbejdere til sig da der ikke længere var plads i byen. Den politiske vision om nye livsvilkår og eget toilet fik indhold som kæmpe konstruktioner af stål og beton, men også endeløse villaveje for dem der drømte om egen bil og ligusterhæk.

Og det er situationen i dag. Enten ligger værtshuset og gemmer sig i et lille hus eller også midt inde i et butikscenter. Udendørs er aktiviteten først og fremmest knallertkørsel og hundeluftning, så vi finder ikke mange fortovscaféer her.

Henter kort...

Eventuelle kommentarer og rettelser til værtshusene i området er velkomne.


Center Pub

Hvidovrevej 178
36 47 22 69 www.center-pub.dk
9
8
Underberg
sø-to: 00; fr-lø: 02; 8
Alm.: 21; Lokalt
Eldart 28.12.11
Et af de store kulturelle gennembrud i det 20. århundrede er centerpubben. I takt med at arbejderne blev forvist fra byerne, og landboerne ikke længere kunne befolke heder og marker, voksede sovebyen op. Vestegnen er et prægtigt eksempel på det fænomen. Egentlige værtshuse er der ikke mange af, men til gengæld har (stations)centret nogle store højloftede butikslokaler hvor der nemt kan hældes et slidstærkt gulvtæppe ind og placeres en stor hjørnebar på.

Således også her i Hvidovre hvor alle de unge der ikke har gidet tage S-toget ind til byen, tropper op og fejrer aftenen; og invalidescooterne har fast holdeplads udenfor, så den ældre generation også kan få opfyldt deres behov. I hvert fald indtil klokken er 12, for derefter skal byen sove, og Hvidovrevej ligner Storegade i Tarm ved TV-tid.

Rygning.


Hovsa Bodega

Seminarievej 1 / Bygaden, 2605 Brøndby
43 96 45 70
9
8
Fadøl. Underberg.
ma: 22; ti-to: 23; fr-lø: 02; sø: 21; 9
0,4 l fad: 28; Lokalt
Storskærm 21.04.12
Ude i en idyllisk gammel landsby fjernt fra den larmende stad ligger et lille bondehus mellem landsbyens gadekær og mølle. Og nå jo, ind imellem ligger også lige Brøndby Stadion. Og her sidder vi så ved de middelalderlige solide egetræsborde, det klassiske billard og så selvfølgelig storskærmen der fyrer op til kæmpebraget af en ligegyldig fodboldkamp. Men det skal man nok ikke sige højt her blandt skaldede Brøndbyfans.

Der er altså lidt forvirring i signalerne her. Man forventer bondeknøse og lugt af kokasser og faglig snak om avlingen og den kommende høst, men får fjernsynsskrål fra hysteriske fodboldkommentatorer fulgt af apatiske bodegagæster. Fascinerende.

Dankort


Johnny's Bodega

Hvidovrevej 356
36 78 44 61
9
7
Underberg
05;NB Ved få gæster nok nærmere 02; 9
Alm: 21; Underberg: 25; Lokalt
Spillemaskine, jukebox 01.03.12
Her er vi kommet ned i den laveste ende af Hvidovre. Og det understreges smukt af denne bordelbelyste bodega med rigtig sorte træborde og utømte askebægre og ikke mindst af raflende gæster i grimgule fodboldtrøjer.

Men her er nu ganske hyggeligt i hele den kiksede 70'er-atmosfære hvor man kan få lov til at købe både øl og Underberg til behagelige provinspriser. Væggene udsmykkes af utallige hånd- og fodboldhold der vist aldrig nåede længere i deres sportslige karriere end udebanekampene mod Gammel Køge Landevej og Vigerslev Alle.

Det er vederkvægende dejligt at steder som Johnnys stadig eksisterer her fjernt fra selvbevidste bydele i indre København.

Rygning


La Strada

Gammel Køge Landevej 236A
36 78 82 97 mail@la-strada.dk
8
7
ma-lø: 02; fr-lø: 05; sø: 22; 7
Alm. 15; fr-lø 00-05: alm.: 20; Underberg: 22; Lokalt
Jukebox, Spillemaskine, fjernsyn, billard, bordfodbold 14.06.09
Federico Fellini lavede en gang en fantastisk film om en vej. La Strada hed den, og ligheden med Gammel Køge Landevej var nu ikke påfaldende, men det synes de åbenbart her på det gode gamle La Strada der næppe er undergået større forandringer siden Fellini var dreng. Ingen af de tilstedeværende ligner Sophia Loren eller Marcello Mastroianni, men hvad gør det når de så heftigt bakker om et godt lokalværtshus hvor larmen fra bilerne konstant minder en om at man er på en stor og vigtig vej. Ironisk nok spiller jukeboxen Ulf Lundells 'Jeg synes bedst om åbent landskab'. Men er det ikke netop det et værtshus er? Et sted hvor man overbeviser sig selv om at livet er mere romantisk end det egentlig er. Så vi hæver også glasset og lader vore røster høre i koret; Skål for Fellini og for Hvidovre.

Dankort


MacDonalds Pub

Nygårds Plads 2G, 2605 Brøndby
36 75 03 45
8
8
Fadøl (Tuborg, Classic, højtidsbryg, pt. Påske)

Alm: 23; Underberg: 26; Lokalt
Jukebox, levende musik denne lørdag på guitar 21.04.12
Hvis kriteriet for at være pub er en tilknytning til Skotland, så prøver man bestemt her. Alle ophængte billeder, lige bortset fra Van Goghs natcafe, er af marcherende sækkepiberister, Loch Ness eller uhyggelige øde slotte. Men her stopper umagen også, for MacDonalds pub er en ualmindelig almindelig provinsgulvtæppebodega med jukebox, familierende båsedrikkere, cigaretrygende barhængere og et uinspirerende boligkompleks udenfor, som man kan stikke af fra herinde i mørket. Det er lørdag eftermiddag, og branderterne er ved at bygge sig godt og grundigt op skønt der er længe til midnat.

Dankort


Nekudemus

Gammel Køge Landevej 374
36 78 70 18
8
7
sø-to: 22; fr-lø: 02; 9
alm.: 19; Lokalt
Fjernsyn, billard 14.06.09
Det er en vigtig dag herude i den fjerne ende af Hvidovre på værtshuset Nekudemus som er opkaldt efter en vis Nekudemus vi aldrig har hørt om. Vigtig fordi Hvidovre spiller mod Herfølge, og det følger et temmelig talstærkt stampublikum med i. Vi har hermed belæg for at Københavnsguiden er kommet til et lokalområde som ikke helt er København, men som har sin egen identitet. Det skulle også bare mangle efter en lang tur ad den øde og uhyggelige Køgevej som vi har fint udsyn til hen over Nekudemus' terrasse. Det hele hviler storartet i sig selv i den 70'erindretning som er så typisk for forstæderne og provinsen. Nogle læsere vil finde det væsentligt at loyaliteten ser ud til at være delt ligeligt mellem FCK og Brøndby, mens svenskere og såkaldte bøsserøve nok ikke nyder den store respekt her.

Rygning.


Peer's Pub

Hvidovrevej 88
36 70 11 18
8
7
Underberg
ma-to: 22; fr-lø: 23; sø: 20; 8
Alm: 19; Underberg: 22; Lokalt
Fjernsyn, dart 28.12.11
Her på grænsen mellem Rødovre og Hvidovre og få skridt fra stationen ligger et rigtigt værtshus. Her er småt og trangt, men alligevel trænger alle sig sammen oppe ved baren hvor der råbes højt og spilles terninger. Stamgæsterne har det herligt uden dog at være blevet helt så dumme ud på aftenen som man ofte ser på det typiske lokalværthus.

Hvis man gerne vil have det lidt fredeligt for sig selv, kan man bruge forlokalet nede ad trappen i gadeplan hvor man kan sidde i sofaen og kigge ud på tomme ølkasser eller ud på livet på Hvidovrevej.

Rygning
Dankort


Rottehullet

Hvidovrevej 166
36 48 35 67
8
7
22; 8
Alm: 19; Underberg: 23; Lokalt
Spillemaskine 01.03.12
Der er næppe nogen tvivl om hvor inspirationen til navnet Rottehullet stammer fra, men der er nu ikke tale om ren christianshavnerstemning af den grund. Man har en helt særlig og stolt måde at drikke Underberg på hvor gæsterne selv vrider papiret af og laver et hvidovrehåndtag, og Emmas stemme er også lidt mere skærebrænderagtig her ude på prærien vest for Valby.

Flyttemand Olsen er tilsyneladende gået på pension, for de små skarpe oppe bag baren er skiftet ud med billig whisky og andre slags usocialdemokratisk væske. Det ændrer dog ikke ved stedets grundfunktion som vandingshul for det arbejdende folk. Spillemaskinen skræpper, røgen hænger i det lille lokale, barhængeren giver mening til betegnelsen røvballeværtshus (se fotodokumentation). Og oven over det hele hænger modviljen mod det faktum at der også er en dag i morgen og ikke mindst at der også er en lukketid om få minutter. Nå, fremtiden kan vi bekymre os om når vi kommer dertil.


Rødager Bodega

Rødager Alle 63
36 70 80 80
10
8
Fadøl (Classic) Underberg
02; 7
Alm: 25; Underberg: 25; (Natpris) Lokalt
Billard, spillemaskine 01.03.12
Kbhguide har jo ihærdigt arbejdet for at kortlægge Danmark i mange år. Vi har anmeldt alle dele af København, hele Fyn, alle øer syd for Sjælland og Fyn, Limfjorden og Anholt, og nu er vi så kommet til de mere perifere dele af riget. Vi er simpelthen kommet til Rødovre som, så fremmed den end måtte være, er en civilisatorisk forpost, for her opstod centerkulturen i 1966. Det føles også nærværende her på Rødager der godt nok ikke ligger i et center, men har mange af de samme grundlæggende kvaliteter som det nærliggende Rødovre Centrum. Det er en oase i en ørken af endeløse retvinklede asfaltstrømme adskilt af karréer og villaer, og her søger man så hen for at få lidt afveksling i ensformigheden. Ikke overraskende er det forholdvis småt med fremmede gæster der finder her ind på sidevejen i Rødovre, men en svensker må på et tidspunkt alligevel være faret vild og er nu blevet en kapabel bartender i forstadsidyllen.

På Rødager Bodega er der alt hvad der skal være, rimelige åbningstider, øl og sprut, billard og unge piger og hvad der ellers bør være på et nattested, og vi anbefaler det til enhver der uvist af hvilken årsag søger et åbent værtshus i Rødovre.

Dankort


Scotch Pub

Brøndbyvestervej 18, 2600 Glostrup
43 96 95 05
8
8
Fadøl (Tuborg Classic)
00; 8
0,5 l fad: 25; Yngre lokalt
Eldart 21.04.12
I kulturcentrummerne finder man som oftest værtshusene på hovedstrøgene og i de spændende, intime sidegader, men her på Vestegnen kan de såmænd ligge midt i et boligkvarter uden at gøre videre stads af sig. Så vi kan sådan set godt forestille os at have opdaget noget meget originalt og autentisk som udefrakommende opdagelsesrejsende aldrig før har rapporteret fra.

Og det er da egentlig en skam. Man skal ikke nødvendigvis være en ung vestegnsfløs i rød Adidastrøje for at kunne goutere sådan en lille skotsk pub i det store øde syd for Glostrup station. Det hjælper muligvis, men vi andre kan da også være med.

Dankort


Snuppy Bodega

Hvidovrevej 267
36 78 02 67
9
8
Underberg
00; 9
Alm.: 21; Underberg 20; Lokalt
Fjernsyn, defekt eldart, spillemaskine 01.03.12
Her er godt nok lidt trist herude i enden af Hvidovrevej, men i det minimale bymæssige område, der vist hedder Bredalsparken, har man heldigvis et vist udvalg af fornødenheder, heriblandt Snuppy, et meget vigtigt sted. Det ser ud præcis som forventet for en bodega lidt uden for København. Egetræsborde, skotskternet gulvtæppe og i det hele taget brunt i brunt.

Så er her den sædvanlige samling midaldrende barhængere som retfærdigvis her virker oplagte og opvakte; i stedet for drukture og sygehistorier og andre provinskvababbelser sammenlignes her boniteten af forskellige mobilselskabers slagtilbud, og det er jo ganske imponerende al den stund at Forbrugerrådet har fastslået at den slags overhovedet ikke kan forstås. Den 24. marts afholdes fest for "brune penge" som enten må være sorte penge fremkommet ved hashhandel eller mere sandsynligt saldoen på den lokale opsparingsordning. Vi ved det ikke, men anbefaler gerne et besøg til den interesserede.

Rygning


Tequila Bodega

Brøndbyøster Torv 74, 2605 Brøndby
36 75 15 60
9
8
8
Alm.: 21; Lokalt
Billard, dart, fjernsyn 21.04.12
Der er ikke meget mexicansk fiesta over Tequila Bodega sådan en lørdag eftermiddag; måske snarere den mexicanske desperation hvor man for uvist hvilken gang planlægger den natlige tur over Rio Grande vel vidende at man bare bliver sendt tilbage til udgangspunktet. Og måske ikke engang det. Ved nærmere observation bliver det klart at den slørede småsludren mellem barhængere og bartendere aldrig vil føre til nogen vidtgående konklusion, for her er tiden gået aldeles og uigenkaldeligt i stå. Det videre udsyn til den store verden på Brøndbyøster Torv er blevet noget diffus gennem de gulmatterede ruder, så lokalradioen bliver den eneste livline til omgivelserne. De dartspillende unge mennesker giver ikke meget mere håb for fremtiden, for de er vist også gået i stå. Men på den anden side, hvad er værtshuse ellers til for? Vi går da netop på værtshus for at lukke verden ude og glemme Facebook og Twitter og tidens andre krav, ikke?

Valhøj Bodega

Valhøjs Alle 67
36 70 49 43
7
7
Underberg
00; 7
Alm: 20; Underberg 30; Lokalt
Slukket jukebox, slukket fjernsyn 01.03.12
Efter næsten at have overset den i første omgang træder vi ind på Valhøj Bodega og hilses velkommen af bartenderen og hans stamkunde som har underholdt hinanden hele aftenen med morsomme historier. Det virker lidt uvant for dem at få fremmed besøg, men vi får da serveret et par øl og sætter os ned og nyder det gulmalede lokale med provinsbodegaborde og krydderurter i urtepotter på bordene. Baren står i nogen kontrast, for den er så tung og teutonsk at den næsten kun kan høre hjemme på en kontinentalirsk pub, men til gengæld er den sikkert god at hænge i og egentlig det eneste der er værd at skrive hjem om herfra. Lokalradioen skal i hvert fald ikke kommenteres yderligere.

Det ligger os egentlig fjernt at nedgøre Vestegnen, så den uhyggelige vandretur hertil i uigennemtrængeligt mørke skal ikke lægges Valhøj til last. Parcelhuskvartererne og villavejene er der som sådan ikke noget galt med. På en måde skulle vi måske nærmest rose de 1960-erarkitekter som konstruerede de centre, butikstorve og rundkørsler der koncentrerer tristessen og håbløsheden i enkelte let undgåelige knudepunkter. Desværre for Valhøj ligger den altså bare midt i et sådant.

Rygning.


Victoria

Hvidovrevej 261C
36 77 28 50 www.cafevictoria.dk
6
7
Fadøl (Tuborg, Classic, Leffe, Hoegaarden, pt. Tuborg julebryg)
sø-on: 23; to: 00; fr-lø: 01; 10
0,5 l alm: 42; Yngre spisende gæster
01.03.12
Cafe Victoria er ifølge stedkendte et vigtigt sted her i Hvidovre, og cafeens hjemmeside påstår sågar at forene danmarkshistorie med fransk køkken. Nu sidder vi så her og funderer over hvilke historiske begivenheder der kan have udfoldet sig her i det ret nybyggede cafeakvarium på Hvidovrevej, og vi tænker såmænd også på hvordan Victoria kan være vigtigere end fx det nærliggende Johnnys Bodega der har åbent til 5 på en god dag og serverer øl til lidt over det halve af Victorias priser.

Vi kan ikke svare på det, men vi må være helt ude af trit med et eller andet, for her er propfyldt med spisende gæster denne torsdag aften, i baglokalet er dækket op med hvid dug og indtil flere vinglas pr. kuvert, og her i forgemakket er stemningen også mere som spiserestaurant end cafe, og da slet ikke værtshus. Dagens ret er paprikagryde med ris, og aftenens musik er aldeles fraværende og erstattes i rigt mål af bestikskramlen og snak som fortættes oppe under det skrå loft og derefter kastes i hovedet på gæsterne.

Man skal passe på med at blive alt for blasert, og det tilkommer ikke nødvendigvis københavnske værtshusanmeldere at tvinge deres værdier ned over sovebyernes samlingssteder, så lad os bare stilfærdigt konstatere at Victoria, danmarkshistorisk eller ej, egner sig bedre til paprikagryde med ris end til store fadbamser.

Dankort