I går var vi jo i Glastonbury hvor man kunne spadsere lige ned i underverdenen efter at have set på Kong Arthurs begravelsessted. Ansporet af denne mystik er vi nu kommet til Caerfyrddin hvor verdens mest berømte troldmand, Myrddin, fødtes for 1700 år siden. Det er nu ellers ikke fordi man ser meget til den gode mand her. Vi havde regnet med at kunne få en Merlin-burger til vores Merlin-øl mens vi sad og lyttede til lokalradio Merlin, men i stedet sidder vi i Elisabethloungen på hotel The Queen, og det må vel siges at være en anelse for ukeltisk og hverdagsagtigt, men Directors Bitter er velsmagende, og her er pænt og nydeligt som i bedstemors stue. Så når læseren efter at have læst anmeldelsen styrer mod trolddommens vugge, så vær forvisset om at alt har sin begrænsning, og at man heldigvis drikker andet end flagermuseblod i Wales.
|