Der sad disse to gamle mænd, og langs med baren rundt om hjørnet havde et par lidt yngre lokale placeret sig. Den ene af de gamle - ham der havde undsat vestberlinerne under The Berlin Airlift i 48 - bød os at komme nærmere. Vi kom jo fra Danmark og kunne fortælle at man også dér blev regeret af en dronning, hvilket gav anledning til almindelig anerkendelse, for hvem gider blive regeret af politikere? I Wales hader man den engelske overmagt og deres repræsentanter i Westminster. Men diskussionen forstummede snart, politik er åbenbart et sprængfarligt emne, og stemningen skulle jo nødig blive dårlig. Men så kunne vi jo tale om sproget. Alle walisere kan et par fraser af det kymriske sprog, noget i retning af rødgrød med fløde, men kun de allerfærreste taler det. Gad vide om ikke de misundte os at vi tilhørte et andet lille folk der både havde et rigtigt sprog og en meget stor grad af frihed. Den anden - ham der havde været chauffør i Hong Kong lige efter krigen - berettede mest om de lokale forhold. Her oppe i bjergene dyrker man sørme hvidløg så det kan lugtes helt ned i dalen, og folk er hjælpsomme, tørstige og har et sundt seksualliv langt op i årene. Pludselig dukkede hvidløgsduften op henne ved baren, hvilket den ene anmelder ufølsomt kommenterede da de sidste plantagearbejdere ankom til Drovers for at få deres godnat-øl og satte sig ved siden af ham. Klokken nærmede sig elleve, men det lokale Heddlu har åbenbart andet at lave end at genere folk, for ingen tog initiativ til at forlade stedet, og Københavnsguiden fik slet ikke lov til at tage pungen op af lommen da de sidste omgange skulle gives. I vores naivitet og i øvrigt i overensstemmelse med vores erfaring troede vi at vi jo nu ville blive smidt ud, men den unge indehaver kiggede forbavset på os da vi spurgte om det var muligt at nå en runde til. Selvfølgelig var det det, også mere end en gang. Således forløb aftenen i Aberhonddu nede i dalen mellem Brecon Beacons hvor floderne Usk og Honddu flyder sammen. Et besøg kan absolut anbefales.
|