|
10
|
|
|
10 Fadøl (Brains, SA, Bread of Heaven, Foster's, Carling, Stella Artois, Guinness, Bucklley's IPA oa.) |
En venlig sjæl har slået følge med os og fortæller os at vi ingen steder kan komme ind i Abertawe, men nu har vi da ellers fundet The Builder's Arms. Han fortæller også at walisere er lidt bedre end andre mennesker, og det er jo svært heldigt når man nu befinder sig netop der. Vi glæder os til at konstatere om det denne gang skulle være lykkedes at finde en befolkning der har ret, når de ligesom alle andre hævder at de er bedre end resten af verden. I hvert fald mærker man en del lokalbevidsthed i dette forunderlige land hvor sproget lyder som om man har fået øllen i den gale hals og prøver at spytte den ud igen. Pubben er et smukt hjemligt værtshus hvor man sagtens kunne finde sig til rette time efter time hvis ikke det lige var fordi man altid bliver sendt hjem i seng netop som man er ved at komme i omdrejninger. Vores nye ven har efterhånden fået talt sig varm, og han fortæller at det slet ikke giver nogen mening at diskutere, for alt ræsonnement er meningsløst, det eneste der giver mening, er stjernerne og kærligheden. Vi må desværre melde at også andre ting giver mening, for nu ringer klokken til last rounds, og selv store filosoffer er undergivet engelsk lukkelov. Vi bunder i en fart og taber skyndsomt astrosoffen bag os.
|