Der er langt ad småveje til Aberteifi eller Cardigan, men kønt er det skam. Efter en eftermiddag med køer og får, klipper og bølger, er vi så nået frem til en smukt beliggende by med et tilsyneladende pænt udvalg i pubber hvoraf vi har valgt en, og nu sidder med vores Guinness og forsøger at udgranske, om walisiske pubber mon egentlig adskiller sig særligt fra de engelske. Bortset fra prisen hvor waliserne viser sig fra deres bedste side, er der nok ikke den store forskel. På begge sider af Offa's Dyke er fjernsynsapparatet selvfølgelig det vigtigste møbel og værtshusets naturlige samlingspunkt. Det gælder også på Hope and Anchor som ellers er et rigtig pænt, gammeldags sted med pæne, gammeldags møbler og lige et strejf af britisk raritetskabinet. Et skibsrat og et koøje er her også, og i det hele taget er stedet ret nuttet. Denne mandag eftermiddag hænger et lille selskab i baren. De fleste er godt oppe i årene, men kan alligevel godt lide at se musikvideoer som blandes med en vemodig visesanger fra båndoptageren. Når vi godt kan anbefale Hope and Anchor, skal det ses i lyset af at det er det eneste sted vi kender i miles omkreds.
|