Efter en kort sejlads op ad Slien er vi nu nået til Kappeln, en by der er gået helt i fisk. Al aktivitet koncentreres om fangst, tilberedning, servering og fortæring af fisk, og det har også sat sit præg på værtshuslivet hvor enhver Kneipe tilsyneladende dublerer som Fischlokal. Således også her på stedet, som fører sig frem som røgeri og pub, og ingen af benævnelserne passer egentlig. Det her er en restaurant hvor lige nu et enkelt par er ved at tørre mayonnaisen af mundvigene og komme videre ud i aftenen, mens anmelderne er ladt ene tilbage med en opvaskende kromutter og en fladskærm som viser en interessant dokumentar om olieeftersøgning. Skulle det nu være noget særligt, fiskeolien flyder da i Kappeln, og vi kan oven i købet konstatere nogle få værtshusagtige træk her på røgeriet, sikkert foranlediget af den udenbys ejer Duncan. Her er Guinness og lanterner, fiskenet og rariteter, så her mangler egentlig kun gæster og musik. Rygning forbudt.
|