Vi er nu kommet til den nordøstligste del af Montenegro. Og vi har fundet et helt fantastisk tungt og dagligdags værtshus for de almindelige arbejdere. De hedder Radovan, Zlatko og Snezana, og det er her de holder til efter en lang dag på benzintanken. Det kan man godt forstå. Musikken spiller, der er tilfældigt atmosfæreskabende løsrevne kulturstykker over det hele, og man kan nyde at verden ikke for alvor har held med at trænge herop i grænseområdet til Serbien. Her holder man med tydeligvis med Serbien selv om området jo formelt hører under Montenegro. Der kører serbiske tv-kanaler, og alle kunderne er brugere af det kyrilliske alfabet. Men når alt kommer til alt, er det såmænd nok ikke så vigtigt hvilken side af nationalgrænsen disse serbere bor på, for denne verdens storpolitik når næppe herud i det store øde alligevel.
|