Vi har nu tilbragt en hel dag i den enestående by Venedig hvor vi har besteget smalle broer over kanaler befaret af serenadesyngende gondolierer. Men selvfølgelig ved vi godt at Venedig mere er et museum end en levende by. De almindelige mennesker, pizzabagere og buschauffører, bor selvfølgelig ikke i et prangende palazzo med egen anløbsbro. De bor på den anden side af broen, på fastlandet i byen Mestre. Her er der en hel del mindre at skrive hjem om, og det er muligvis ikke løgn når stedet her fører sig frem som den eneste bar her i sovebyen. Vi spiste morgenmad her, og Bar Unico er nok bedre i morgenlysets klare skær end om aftenen i fjernsynets ulidelige ditto. Det er vel i grunden en klassisk sydlandsk bar med kakkelgulv og kagemontre, og de kinesiske værter (indehaveren hedder Chen Xiaoqin) er også flinke nok, men den intime hyggestemning vil altså ikke rigtig indfinde sig selv om en morsom mand på Berlusconi-kanalen gør sit bedste. Det bliver ligesom for lydt og skramlende, måske også fordi her er gabende tomt. Så er der trods alt mere hjemligt ovre blandt turisterne ude i lagunen.
|