I gamle dage blev landet her regeret af en tosse der hed Enver Hoxha, og det bærer det stadig præg af. Lige henne om hjørnet har vi f.eks. lige set resterne af det museum der blev bygget til diktatorens minde, selvfølgelig designet af landets fremmeste arkitekt som tilfældigvis viste sig at være den store mands datter. Den såkaldte pyramide (det er vel egentlig nærmest en slags kegle) var placeret i det lukkede regeringskvarter Blloku hvortil den almindelig pøbel selvfølgelig ikke havde adgang. I det hele taget synes denne hårdt plagede by at forsøge at kæmpe sig tilbage til en form for normalitet efter et halvt århundredes slyngelvælde efterfulgt af nogle årtier med fusentaster og stratenrøvere. Det er egentlig ikke gået helt skidt, for på mange måder er Tirana egentlig en meget hyggelig by på den lidt skumle og forfaldne måde, og for nu at nærme sig vort kerneområde har albanerne vist cirka samme forhold til Islam som danskerne har til kristendommen. Her er i hvert fald øl, raki og vin til rådighed, og det serveres uden misbilligelse. Når det er sagt, skylder vi også at advare om at Tirana ikke vrimler med værtshuse. Sjovt nok er det tidligere kommunistkvarter Blloku blevet en slags omdrejningspunkt i det begyndende natteliv. Her er i hvert fald en række restauranter og caféer som godt kan gøre det ud for værtshuse i mangel af den ægte vare. De er selvfølgelig alle ret nye, internationale og helt uden berøring med stedets tradition; hvad man vel i dette tilfælde skal være taknemmelig for. Tag nu The Secret. Et gråt cafelokale med glas og stål og designermøbler hvor bartenderen og hans venner fordriver tiden med ingenting til lyden af ligegyldig muzak. Når det alligevel duer, skyldes det selvfølgelig terrassen med den behagelige aftentemperatur omkring de 20 grader og den rigelige albanske raki, så som på så mange sydeuropæiske udskænkningssteder er stil og indretning egentlig uden betydning.
|