Medierne i hele Europa har jo snart i årevis været fyldt med undergangsberetninger om Grækenlands forfald og grækernes tåbeligheder. Noget er der muligvis om snakken, men til landets forsvar vil vi nu anføre at det for den rejsende der ankommer over den albanske grænse, fremtræder som det rene paradis. Efter behagelig kørsel på den flotteste motorvej er vi nu nået frem til Thessaloniki i græsk Makedonien, dvs. et ganske andet Makedonien end det vi skal besøge i morgen. Balkan er meget forvirrende for den skandinaviske besøgende, men netop her er områdets ævl og kævl fraværende, og man har taget den kosmopolitiske globaliseringskultur til sig. Hvordan skal man ellers forklare Sherlock? En middelhavsbar med ouzo og oliven, men med sine billeder af Big Ben og London Underground-kort indrettet som en pastiche over det engelske, som kunne findes alle andre steder end i England. Hvis det ikke lige var for den dunkende rock i højttalerne, ville vi kalde det for en lounge med terrasse, men nu er vi ikke helt så sikre. At ouzo og fadøl ikke klæder hinanden, er derimod uomtvisteligt. Rygning Master
|