Kbhguide har jo en faible for det afsides og utilgængelige. Hvorfor ville vi ellers glæde læserne med beretninger fra Nyord og Bjørnø og den slags? Under alle omstændigheder fortsætter vi i samme stil med Manimi hvor vi er ankommet efter en lang køretur langs Tara-floden i de fjerneste montenegrinske bjerge. Det er altid spændende at køre bjergkørsel her i landet. Lastbiler og busser overhaler gladeligt midt i hårnålesving, og når det endelig går ligeud, er der arbitrære fartbegrænsninger som håndhæves af nidkære betjente der materialiserer sig ud af intet. Vi har snakket os ud af et par sådanne episoder og garanterer for at så dum og sprogukyndig har intet redaktionsmedlem lydt før eller siden, selv efter en lang anmeldertur. Zabljak har vi valgt på grund af placeringen i Durmitor-nationalparken hvis store attraktion er Tara-slugten, den dybeste i Europa og efter sigende kun overgået (eller er det undergået?) af Grand Canyon. Turen er afgjort meget smuk, men byen svarer måske ikke helt til vore forventninger om en romantisk hengemt bondeby med bjerggeder og bondepiger. Faktisk er der tale om et skiområde med masser af feriehytter spredt rundt på klippeknoldene omkring et temmelig gråt og sæsonlukket centrum. Her er ikke meget at foretage sig, men nu har vi da fundet Manimi som heller ikke helt svarer til drømmen om bjergbykroen hvor de lokale smuglere og krybskytter får sig en rakija ved den buldrende kamin. Stedet er nyt og indrettet til afterski for de tilrejsende sportsfolk (og her slår vi da gerne et slag for at sammenblande sport og alkohol, gerne tilsat sex, politik og religion), men de holder heldigvis åbent uden for sæsonen til glæde for to lokale selskaber, det ene bestående af to kvinder, det andet bestående af to herrer suppleret med bartenderen, som dog ikke tøver med at rejse sig og servere to Niksicko og to pærebaserede rakija. Derefter må han ud i regnen for at veksle vores halvtreds-euro, for lad os da bare indrømme at ud over alle de andre uomtvistelige kvaliteter er prisniveauet her bestemt også en af landets attraktioner. Behørigt forsynet med byttepenge nyder vi den balkanske musik som vi jo kender og holder af fra Melodi Grand Prix, og en spændende soap i fjernsynet. Den foregår tilsyneladende i et supermarked hvor der udspiller sig en slags drama mellem den kvindelige ansatte og en skummelt udseende kunde. Vi kan også beundre sort-hvide fotografier af internationale skuespillere som den ene anmelder hævder at kunne navngive alle til hobe, hvad der selvfølgelig ikke kan bekræftes. Hvis man vælger at henlægge skiferien til Montenegro, vil man være taknemmelig for denne anmeldelse. Hvis man af en anden grund skulle komme til Zabljak, vil man være endnu mere taknemmelig.
|