Her i Burgos er det hundekoldt, og så er her byfest med optog i hovedgaden. Mændene er klædt ud som tyrefægtere, og kvinderne er klædt ud som det burgøjsiske kvinder nu klæder sig ud som. Enkelte mænd har dog valgt en prangende uniform som i latterlighed kun overgås af slotsgarden i Monaco. På torvet er der masser af boder hvor de lokale drikker rødvin og spiser tapas. I det hele taget er vores indtryk at landet her at man i de korte perioder mellem borgerkrig, diktatur og finanskrise lægger meget vægt på at more sig og spise godt, og det er jo fint. Baren er et lille hul i væggen hvor enkelte modne herrer er søgt ind for at nyde et glas rødvin inden de evt. skal hjem til konen eller ud at feste videre. Det er dog så som så med feststemningen her, og señor Gómez selv sprudler heller ikke ligefrem af livsglæde da han nødsages til at lange to cañas over disken til to mærkelige udlændinge. Øllet er den sædvanlige lidt tynde pilsner, men den kommer helt tilpas, og stedet her kan såmænd sagtens bruges til at hænge i.
|