Kbhguide har sig forvildet bort til Albanien, og det er godt nok ikke et sted man passerer hver dag, men nu er vi her, og så skal byen have en chance for at vise sig fra sin bedste side. Albanien er jo først og fremmest kendetegnet ved endeløse kilometre af affald og livsfarlige huller, men når man kommer ind til den ret provinsielle hovedstad er der dog mulighed for at få en øl og en Raki til rimelige priser, og det benytter vi os af lige nu hvor vi sidder og flyder ud i sofaerne og sommertemperaturerne her i vinterhalvåret. Spørgsmålet er om vi nogensinde har råd til at komme hjem, for den albanske nationalsprut, rakien, fås til 100 Lek. Nå, vi skal nu nok nå i seng, for nattelivet i byen er meget beskedent, men det gør ikke noget når bare det er der og virker.
|