Efter temperaturen at dømme må vi vel næsten være i Afrika, men ifølge søkortet er vi efter en halv dags afslappende kanalsejlads kommet til Trollhättan. Altså Sverige. Og her i landet har sosserne jo som bekendt sejret endnu mere ad helvede til end hjemme. Og hvor vel mere end i denne industrihøjborg med vandkraftværk og sluser og den slags klenodier fra et århundrede hvor der endnu fandtes arbejdere. Byens arbejderforening blev stiftet i 1867 og eksisterer endnu i bedste velgående, omend den er fulgt med tiden og måske har omdefineret sin mission en anelse. Det smukke gulmalede træhus ud til promenaden ved Götaelven er slet og ret blevet til Strandgatan, en muligvis lidt kedelig café, som dog netop på en sommerdag som i dag er et pragtfuldt sted at være. Ingen gider sidde i det lyse træmøblement indenfor, og vi breder os i stedet langs hele promenaden hvor der om fredagen afholdes schlagerbar med solide svensktophits som f.eks. Sommar och Sol, som drøner ud over floden. Vi er et lidt blandet spisende og drikkende klientel her under markiserne, men mon ikke her bliver vældig sjovt når aftenkøligheden sænker sig, og alle danser med på den gamle arbejdersang: Rejs jer, fordrukne her på Jorden; Rejs dig, du tørstens slavehær. Udeserveringen tager ikke kreditkort.
|