Gøteborg er en stor og flot by, og da Iron Maiden spillede på Ullevi i aftes, lignede den noget der burde være løgn. Efter koncerten blev byen oversvømmet af halvtreds tusind heavyrockere som i den grad invaderede alle værtshusene at vi andre næsten opgav. Men sådan er Sverige selvfølgelig ikke i al almindelighed. På en mere ædruelig søndag eftermiddag er vi tilbage i den traditionelle svenske pænhed som tilsyneladende dikterer at øldrikning helst skal finde sted i forbindelse med spisning, eller måske skulle man meget hellere tage sig en kop kaffe. Kort sagt har en afsøgning af byens sydvestkvarter ikke afsløret et eneste egentligt værtshus. Man kan sagtens finde et sted at drikke en øl, men man vil konstant være truet af tjenere som forsøger at påprakke en pizzaer eller burgere eller moussaka. Linnéterrassen er nu ganske fin. På første sal med udsigt over Ernst Jungens Plats har de et fint gammelt lokale i dunkle farver og med mønstret tapet. Man kan let undgå restaurationsafdelingen og sætte sig i det nærmeste som Sverige kan komme på en slyngelstue med en flot bar der byder på et lille udvalg af europæiske ølsorter. Vi har f.eks. aldrig fået en Starobrno før, og det var da på tide. Her hænger også et billede af en mand med cykelstyrsoverskæg, og man skulle jo næsten tro det måtte være Linné, men han ligner nu mere en general eller kongen af Sverige end en botaniker. Vi er heldigvis ligeglade, for vi udnytter stedets pt. helt store attraktion, nemlig terrassen. Her bliver temperaturen næsten udholdelig, og vi er ikke blevet tilbudt uønsket mad endnu. Kort sagt ikke den værste måde at svede søndagen væk på. Visa.
|