Så er vi endelig nået frem til den berømteste af alle svenske provinsbyer. Den hedder som bekendt, ja undskyld, vi kan ikke lade være med at skrive det, slet og ret Fucking Åmål. Og det er en meget typisk by med station og pizzabar og en stakkels bølle som kører sin scooter rundt og rundt om kirken, fordi han ikke kan finde på andet. Her er Vänerns vand på den ene side og et hav af grantræer på den anden, meget smukt, og så er her frygtelig varmt. Men her er sandt at sige ikke mange steder at drikke øl. Og forklaringen kunne måske være at de alle er blevet udkonkurreret af Hamncompagniet som er et monstrøst multicenter med restaurant, diskotek, casino og stor terrasse. Her er plads til alt og alle mellem Nossebro og Norge, og områdets tre værtshusgængere sad da også og drak sig et glas vin da vi kom ind. De er gået nu, og vi er nu mutters alene i et kæmpelokale hvor en fladpandet radio brøler ud i tomheden over en bar der i dimensioner og udførelse ligner langsiden på et mægtigt vikingeskib. Hele stedet, som også omfatter en restaurantafdeling, er nybygget og tydeligvis en del af byens marinakoncept, og et vist ungdomsklubindtryk til trods helt sikkert en vigtig bestanddel af den lokale kultur. Bare ikke lige hen mod slutningen af denne højsommermandag hvor der tilsyneladende slet ikke er nogen lokal kultur. I morgen er der dog bluesfestival, og så kommer der et hav tykke højtråbende bluesentusiaster. Vi kommer også, uden dog derfor at sætte os selv i samme kategori. Ved vores kontrolbesøg i oktober sidder der stadig tre barhængere og søber i noget vin, men temperaturen udenfor er selvfølgelig en hel del lavere. Den smukke udsigt over Vänerns vand kan man nu nyde med et tæppe over sig ude på terrassen. Visa
|