|
8
|
|
|
9 Fadøl(Guinness, Versa, Carling, Tetley's, Grolsch, Staropramen, Carlsberg Export, Deuchars, Caledonian, Stella, Carlsberg, Belhaven Best) |
Københavnsguiden er sørme kommet til Skotland, og nu skal vi en tur ud i byen. Ud over at undersøge værtshussituationen vil vi også kontrollere kvaliteten af vor kollegaside www.beerintheevening.com hvis læseranbefalinger kommer til at lede os på vej. Vi har allerede droppet et par af de anbefalede steder som var mere egnede til spisende gæster og hattedamer som nippede kølig hvidvin. The Phoenix finder nåde for vort kritiske blik, for det ligner da i det mindste en pub, og mængden af hvidvin er til at overskue, men dog til stede. Her er også masser af øl af de gængse internationale mærker og nogle enkelte skotske, her er søde barpiger og et whiskyudbud som på et hæderligt nørrebrosted. Så er her hesteløb på to storskærme og en nuttet gravering af Victoriatidens Edinburgh med slot og kirke og det hele. Det hele serveret i et flot, lyst lokale med stuk og lysekroner og klassisk læderimitat. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også. Af en eller anden grund spiller det ikke helt. Måske er her for lyst, måske for lydt, måske for konditoriagtigt, måske er det den svagt motiverede pizzaovn i hjørnet eller måske bare for tidligt på dagen. Det hele emmer i hvert fald af den slags omklamrende forstadspænhed som stortrives i både England og Skotland, og som efterhånden har gjort det svært at finde den klassiske pub som måske kun overlever i den klassiske litteratur og i vore hjerter. Det skal nu ikke forhindre os i at gøre forsøget.
|