Nærmeste nabo til det afsides Talisker destilleri er The Old Inn i Carbost. Det er ikke bare den bedste pub i Carbost og mange miles omkreds, det er også den eneste. Her sidder de få lokale når de ikke er ude og kigge på deres får eller for at se vejen dreje. Og så kommer alle turisterne for at spise deres grillmad her, og det er lidt af problemet med The Old Inn. Det er en stor uskik at man ikke kan få lov til at drikke sin øl i fred uden at skulle se på gnaskende ketchupsugere i lugten af eddike. Men der er vel ikke noget at sige til at pubben gerne vil gøre noget for de tilrejsende gæster; fx kan sejlende gæster få en fortøjningsplads lige op ad værtshuset hvis de tilfældigvis lige skulle komme forbi Atlanterhavet på deres vej til Grønland eller Canada. Dem er der ingen af lige nu, så vi ved ikke rigtig hvad potentialet for The Old Inn er, men når musikken spiller en sen aften, og alle er glade, så vil her utvivlsomt være meget charmerende, men lige nu er stemningen noget mere afdæmpet, og karakteren skal ses i det lys. Er man til svimlende skotsk harmonika og violinmusik, skal man nok i stedet søge The Isles Inn i Port Rígh bag om fårebjergene. Hvis man får sine fish and chips her i Carbost, skal man huske at være på vagt, for Talisker udleder resterne fra whiskyproduktionen i Loch Harport, så alle fiskene fanget uden for værtshuset svømmer rundt i en salig brandert.
|