Der er masser af udskænkningssteder her i byen og mange af dem er standardiserede hænge-ud-steder for livstrætte teenagere og deres mobiltelefoner. Vi har ikke megen tid til at dække Glasgow og har derfor besluttet at anlægge meget strenge kriterier for hvilke steder vi ønsker at besøge. Fra nu af anmeldes kun gamle, traditionsrige pubber med håndskænket fadøl og mindst halvtreds forskellige single malts. Dem er der heldigvis en del af, og et af dem er så altså The Ingram. Der ser måske ældre ud end det i virkeligheden er, men den dunkle atmosfære opfylder i hvert fald alle vore forventninger til en stille søndag aften, og Belhaven er nu et storartet bryggeri. Her er ikke meget gang i den; et par lokale nusser deres pints, bartenderen nusser lidt rundt, og vi vælger et uforstyrret bord på en lille repos i hjørnet. To herrer kommer ind, og i det næsten tomme værtshus vælger de bordet lige ved siden af vores, sætter sig og begynder at tale norsk. Nogle minutter senere kommer endnu et par stykker. Og så nogle flere. På den før så fredelige repos, som er på størrelse med et lille kollegieværelse, sidder nu to anmeldere omringet at et hav af fjeldaber som tilsyneladende kravler ud af træværket eller formerer sig på stedet. Vi kan næsten ikke høre musikken mere, men det gør ikke så meget, for det var noget ensformigt rytmedunken som nok bare er presset ud af en tube alligevel. Ellers har vi faktisk ikke meget at udsætte på Ingram som er en fin repræsentant for noget vi tror er ægte skotsk.
|