Efter en længere køretur i solskinnet mellem lochs og glens er vi kommet til en lille nuttet by i bunden af en stor fjord. Inveraray har været administrativt centrum her på egnen fra de første hertuger af Argyll, og derfor er arkitektur og handelsliv mere prominent end i så mange andre skotske lillebyer. Her er f.eks. et stort fængsel som dog i lighed med resten af byen er blevet museum og turistattraktion. En meget god idé, for her er både kønt og hyggeligt. Heldigvis er The George ikke helt blevet til museum; det er en levende og fungerende pub, og 3-4 gubber er forsamlet denne lørdag eftermiddag for at følge det spændende opgør mellem Celtic og Dundee, og vi andre får os en håndskænket ale ved navn Black&Tan - et navn der utvivlsomt er mere populært på denne side af Det irske Hav. Den smager nu udmærket, og mens de andre ser bold, beundrer vi de gulnede billeder af hovedgaden 1930 og skolens samlede elevbestand anno 1951. Som man forstår, har The George en lang og spændende historie, og forhåbentlig varer den mange år endnu.
|