Det var en mørk og kold vinteraften ved Loch Ness' bred. Ude over søen hørte man fra søuhyret de forkølede hyl der lyder som når et svirp af en hårdtspændt bue strejfer en gong-gong. Alle indbyggerne i byen der lå ved søen mellem de omkransende bjerge, havde forskanset sig på de tre værtshuse. Ikke fordi de var bange for søuhyret, men fordi skotterne nu engang skal tilbringe aftenen på pub. Til stede var også et par af de skotske tyskere, amerikanere, som højrøstet gjorde opmærksom på sig selv. Ind kom to anmeldere fra Norden, og hurtigere end en blommetyv med roskildesyge havde de fået anskaffet sig en Guinness og en Dalwhinnie single malt. "Hvad skal vi skrive", tænkte de, "om et land hvor hele befolkningen er så nøgterne at de med det samme kan se at alt en lille by har brug for, er en tankstation hvor man kan købe brød for sult, og nogle værtshuse hvor man kan drikke whisky for tørst." Mens de tænkte, tømte de glasset - for hvis ikke glasset er tømt, kan man ikke fylde det - og betragtede skotterne og amerikanerne der drak henholdsvis øl og Budweiser. Tiden gik, pludselig var det last rounds, og anmelderne havde endnu ikke fået pennen op af lommen, men i Fort Augustus, som byen hed, tog man ikke englændernes besynderlige lukkelov alvorligt, og anmelderne kunne derfor trygt rejse sig og stolpre rundt om hjørnet til næste whiskypub, og man må så blot håbe at der på et tidspunkt alligevel kommer en anmeldelse af The Bothy. Sådan skrev vi sidste gang, og det gælder sikkert stadig, men ved dette besøg er det blevet forår, og Fort Augustus er sprunget ud i fuldt turistflor. Derfor er The Bothy nu nærmest blevet en restaurant hvor tjenerne drøner rundt med haddock and chips, men der er plads ved baren, og vi bestiller to Highland Park for at genkalde os smagen af Orkney. Det bliver 6,50, siger tjeneren og tager derpå 7 pund ved leveringen af 25 milliliter lidt whisky. Jo, her har man tilpasset sig de mange kontinentale turister.
|