Nu har været på landet i næsten en uge. Vi har set så mange bjerge og søer at vi næsten er helt skotskternede. Vi har hørt gælisk radio og sækkepibemusik, og vi har studeret whiskyfremstilling og whiskydrikning. Så nu er det næsten rart at komme til en god storby med et miljø man forstår. Clerk Street er Edinburghs Vesterbrogade med værtshuse, kebabsnasker og gadeliv. Her har vi fundet et sted med et mærkeligt navn hvor den lidt lurvede citystemning og det gjaldende fjernsyn i aften har tiltrukket hele to kunder. Baren ser ud til at være klampet sammen af en lokal tømrer i en Guinnessbrandert, og bartenderen er stor og solid, men vist egentlig meget flink. Vi sidder alene i det tilstødende træklædte lokale der er fyldt med plakater for lokale kulturbegivenheder og kurser i holistisk terapeutisk massage. Hvis det udbud er tilpasset målgruppen, er kvartgællen her måske snarere en studenterbar end en arbejderbule, men det kan vi jo ikke vide noget om.
|