Når man kører rundt i de lavtliggende skyer i det skotske højland, kan man godt begynde at tvivle på om der rent faktisk findes rigtige byer med mennesker, mobiltelefoner og mad og øl og ikke bare øde sten- og tørvemarker hvor et får står og glor bag hver klippe, men det gør der. Før eller senere åbner bjergene sig ud til en slette, og på sådan en slette ligger Stirling. Her er alt hvad der skal være, Marks & Spencer, parkeringsafgifter og pubber. Porters er en af de smukkere af slagsen. Den er slidt og velafprøvet og holder loungestilen flot. Et stort næsten victoriansk lokale fyldt med fjernsyn og ganske almindelige skotter; hverdagsfolket sidder her og nyder friheden og venter på at regnvejret skal holde op, teenagerne får noget rødt i et glas mens de øver sig på at gå på værtshus, og det er jo fint at man gør noget for de studerende.
|