Hvis man er til dødsmetal i højttalerne og holder af at se på skaldede rockere, har Edinburgh et rigtig godt sted ikke mange meter fra det store turiststrøg. Her kan man føle sig som antiestablishment og få blæst hjernen ud samtidig med at man ser på flotte tatoveringer. Hvis det ikke lige var for de lidt truende og rygende dørmænd i indgangen, kunne det her på overfladen godt ligne en ganske almindelig britisk pub, men vores kolleger fra beerintheevening.com regner stedet for et af de bedste i Skotlands hovedstad, og så burde det jo være værd at besøge. Det er det også, for det er et særsyn i whiskyens hjemland at man markedsfører sig på at have byens bedste udvalg af amerikansk whisky. Det udvalg vil vi nok undgå at sætte tænderne i, men vi slipper nok ikke for at få byens bedste høreskade.
|