Når man nu skal have en småintellektuel café liggende på banegårdspladsen med udsigt til cykelstativer og pågatåg, er der vel i og for sig i orden at den skal opkaldes efter Fellini. Og mens vi så sidder her ved vores stålbord i bilosen, kan cineasten blandt anmelderne glæde sig over de bedagede sort-hvide billeder af mærkelige mennesker som danser rundt i et springvand og hvad italienerne nu ellers gør når det slår klik. Den mindre filmglade anmelder som biografer med rygeforbud ikke kan aftvinge den store interesse, noterer samtidig med national stolthed at man midt i de historiske referencer har indstillet flimmeren på vort hjemlige TV2 som her lørdag eftermiddag viser endnu et storværk om Superman. Mens Fellini sikkert roterer i sin grav, konstaterer vi altså at her er noget for enhver smag. Skulle sulten melde sig, har man også en restaurant i baglokalet. Vi overvejer at vende tilbage til vinter når fortovsserveringen er ophørt, vinduerne lukkede og trafiklarmen lukket ude. Til den tid kan vi vende tilbage med oplysninger om den musik det lige nu er umuligt at høre. Visa.
|