Enhver turist ved jo at skal man finde noget virkelig autentisk og ægte, skal man vove sig væk fra hovedstrøget og ned i de små skumle sidegader. Her i Poznan er situationen øjensynlig den at man skal væk fra hovedgaden for at finde noget som helst, etnisk eller ej. Og sandt at sige er det ikke engang et særlig fremmedartet sted vi er havnet. Stort set er det en filial af den meget store kæde af småslidte stenbroværtshuse som er så rigeligt repræsenteret for eksempel i de københavnske brokvarterer. Kort sagt et sted hvor nogle ganske få lokale hænger og lader tiden gå udenfor i verden, og hvor man måske får sin lille daglige dosis spænding ved at fodre spillemaskinen til de andre gæsters store irritation. Den hjemmefra kendte stamgæstuniform af joggingtøj og hvide sokker kendes også her, og når vi samtidig kan beundre en Stimorolreklame og en fane fra Lyngby Boldklub, er det jo næsten som at være hjemme. Heldigvis viser fjernsynet en cirkusforestilling, og så længe den varer, har vi da en smule musik.
|