En ægte delmængde af redaktionen trodsede vinterkulden og stred sig over det sne- og modvindsomsuste januarhav, og således marv- og benkolde er vi nu gået ud i Fredagsmalmø. Vi har passeret et par stålkantiner og andet inferiørt værtshusudbud, men nu er vi endelig nået ind og hjem til Två Krögare hvor vi langsomt optager den hårdt tiltrængte kropslige og sjælelige varme. Den klassiske kro- og hulehygge ligger tungt over stedet, og den skånske forening Gammeldanskens Vänner har da også givet det den ypperste udmærkelse, Årets Pølse. For her koncentrerer man sig om det væsentlige, at drikke Guinness, Lobkowicz og Ysta Färsköl, at spille dart, og at nyde varmen blandt de afslappede gæster og den utrættelige lyd fra Visaterminalen. De to kroejere som stedet er opkaldt efter, ses ikke særlig tydeligt nogen steder, stedets atmosfære fås som så ofte fra overlæsset tingeltangel, glober, tønder, fotografier og en enkelt skibstegning. Som det forhåbentligt fremgår, er vi i Skåne; værthusene skal jo partout ligne engelske karikaturer, men her er vi på et sted som har en smule mere held med sig, måske fordi der er blandet lidt dansk krohygge i. Vi anbefaler Två Krögare som det bedste sted vi kender i Malmø. Visa.
|