Drumbar ligger i et ældgammelt hus på Lilla Torg og fører sig frem med sloganet "Scottish Tavern Heritage since 1520", men det må være i meget overført betydning, for som skotsk bar er stedet ikke mere end halvandet år gammelt, som vi får forklaret af en venlig bartender iført skotsk forklæde og skånsk dialekt. Forud for det er gået en periode som tjekkisk inspireret spisested, men eftersom alle de andre barer omkring torvet her også i stigende grad bliver til spisesteder, kunne der blive plads til en enkelt aktør med mere ølfokus, og herfra skal der ikke lyde et ondt ord om det. Indretningen er som forventeligt med mørkt træ og messing, og øludbuddet er de sikre træffere fra de britiske øer, altså Fuller, Belhaven og den slags, suppleret med enkelte flasker fra skøre skotske Brewdog. Som alle steder på torvet haves selvfølgelig udeservering, og på denne første skotske sommerdag er det uovertruffent.
|