I vore dage gælder det jo om at finde på noget nyt, og nogle gange er en gammel nyhed jo lige det der skal til. For eksempel var der for lang tid siden noget der hed syrekulturen. Det var nogle langhårede mennesker som klimprede lidt på en guitar og sang om deres guru som vist nok boede i noget der hed Vietnam. Man havde også et syret lysshow bestående af nogle farvede oliedråber som fedtede rundt i et apparat der blev betjent af en langhåret mand. Når man så på det, blev man helt rundtosset, og her hjalp syren nok også lidt til så man næsten fik udvidet sin bevidsthed. Vi er trods alt ikke gamle nok til at have oplevet det, men vi har set det i fjernsynet, og det har indehaveren af Centiliter Gram også. Her på en af Malmøs mondæne adresser har man indrettet en rigtig syrehule med et rigtigt oliedråbelysshow og øvrig lyssætning i pink. Her er også tangokugle og juletræslys og syremusik, men de langhårede syrehoveder kan man åbenbart klare sig uden. Gæsterne virker heller ikke specielt omtågede ud over hvad man kan forvente sig af gennemsnitsskåninge, og ellers er der ikke meget at sige. Der findes et navn for den slags, og det kan næppe komme som en overraskelse. Den slags kaldes kitsch. Gennemført med humor og lune kan det være et storartet tema for et værtshus, hvad man for eksempel kan opleve på Tjili Pop på Nørrebro, men i en så bombastisk og selvhøjtidelig stil som her bliver det let noget tamt. Centiliter Gram er måske månedens nyhed i Malmø, men vi gætter på at nyhedens interesse ganske hurtigt klinger af. Visa.
|