Gågadestrøget i Galway ligner hver aften Strøget i København på en lørdag nat. Folk vader frem og tilbage mellem værtshusene, og ingen kunne drømme om at gå hjem før de bliver smidt ud klokken elleve. Midt på strøget ligger Tig Coili, et charmerende, rødt ølsted hvor der hver aften er levende violinstrygning, og hvor halvdelen af Galways indbyggere tilsyneladende er samlet på under 100 kvadratyard. Midt i det hele har vi nu kæmpet os ind og har fået en ståplads trængt op i en vægkrog hvor vi balancerer med en Guinness i den ene hånd og en Tullamore Dew i den anden. Umiddelbart skulle man jo tro at det var det glimrende irske øl der fik folk til at sprænge værtshusene hver aften, men de tre unge piger ved siden af os under det landlige dukkehus drikker Millers og Bud light - hvor meget mangel på anstændighed skal man egentlig tilstå den unge generation; men de skal selvfølgelig ikke bebrejdes at de søger samme sted hen som alle andre. Bebrejdes skal derimod musikken på Tig Coili, tre musikanter sidder lige ved udgangen og klimprer på et par strenge, og de kan næppe selv høre noget for lydtrykket fra de mange gæster der måske giver den en ekstra skalle i aften, eftersom hele Republikken i morgen holder Langfredag hvor alle taler om øl, men ingen må drikke det. Vi opgiver og går i stedet over til An Púcán hvor en mikrofon og en rytmebox synger for pæne, tykke amerikanere der klapper høfligt inden de spytter i glasset næste gang.
|