Vi har nu været i Galway i en halv times tid, og vi har allerede fået bekræftet en fordom: Her er enormt mange værtshuse, faktisk ligner hele byen en moden version af Jomfru Ane Gade, og alle stederne er stuvende fulde. Måske fordi alle skal se en fantastisk vigtig fodboldkamp, eller måske er alle bare ved at drikke sig i form til Langfredag hvor hele landet tørlægges. Vi har altså ingen problemer med at finde værtshuse, men det er svært at finde plads. Bunch of Grapes er nu kun halvfyldt, og vi frygter først vi er faldet over en slags vinbar som måske er lidt for moderne for Galway og Københavnsguiden, men bare rolig. Det er en helt almindelig irsk pub af den lidt pæne slags som appellerer til såvel yngre kvinder som lidt ældre hattemænd, og fjernsynet er gemt væk i en krog. Bardamen er sød og flink og føler sig foranlediget til at undskylde at prisen på en skotsk single malt nærmer sig københavnerpriser. Indretningen er god og gedigen irsk som det kendes fra Valby, og alt er helt i sin orden. Yngre læsere ville måske finde stedet lidt støvet, og vi skal ikke udelukke at det samme snart gælder for os.
|