Området her spås af nogle at blive centrum for det nye fashionable natteliv når folk får nok af det infernalske Temple Bar. Disse profeter må være meget fremsynede, for der er ikke noget trendy eller fornemt over svinehovedet her. Vi forestiller os at stedet ikke er gået i Dublins turist-boomtown-fælde, men derimod fortsat opfylder lokalbefolkningens behov for en hyggelig krostue uden for mange dikkedarer. Her er meget mørkebrunt, ølsjatter på bordene, gamle fotografier, et overset fjernsyn og en seks-otte fyraftensgæster. Stedet kunne have ligget i den danske provins, men så ville her være flere kvinder. Det kunne også forekomme på Nørrebro, men så ville her være flere branderter. Hvis man ergo tænker sig en slags kombination af Marstal og Jagtvej, har man forhåbentlig forstået hvad vi mener. Musikken lyder lidt som en walkman uden at man har hovedtelefonerne på. Det er altså ikke ligefrem harper eller whiskey in the jar.
|