Lad os slå fast at Royal Bar, lige bortset fra navnet, forekommer os aldeles upolitisk, men i denne gennempolitiserede by kan man ikke undgå at bemærke på hvilken side af muren man befinder sig. I deres politiske symbolik har unionisterne en vis tendens til at sammenkæde deres sikkert hæderværdige indsats i Første Verdenskrig med de senere lokale begivenheder, men Royal Bar er det første sted vi har opdaget hvor veteranerne fra førstnævnte konflikt har fundet et refugium. Den gamle mand som har knaldet panden i et bord fyldt med Bass-glas, ser i hvert fald ud til at nyde et velkomment pusterum efter slaget ved Somme. Portrættet af de to gamle gnavpotter fra Muppet Show er måske også personalets kærlige hilsen til deres stamklientel. Den vågne del af klientellet kan til gengæld nyde en indretning af provinsdiskotektypen med læder og messing og festlige lyskæder omkring baren. Ellers er der vel nærmest tale om et lokalt samlingssted for et selvbevidst arbejderkvarter, og det kan man jo heldigvis stadig også finde derhjemme.
|