Republikanerne i Irland må have verdens bedste benmuskler, for uanset om man går på værtshus i Belfast eller Galway, er der altid fyldt til randen, og man kan aldrig få en siddeplads. For Gud (det være sig den katolske eller protestantiske) véd hvilken gang denne uge er vi klemt fast mellem fulde og glade irere, og vi kæmper os frem mod baren for at bestille vores Guinness. Maddens Bar blev os anbefalet af vores husvært som et hyggeligt musiksted, og vi sender ham en venlig tanke, for her ser ud som et rigtigt irsk værtshus skal se ud. I et hjørne sidder musikerne og spiller, og alle andre steder sidder folk og drikker og snakker og ryger (rygning bliver nemlig først forbudt ved udgangen af indeværende måned hvor tobakstågerne letter og ryger på historiens mødding). Vi føler os godt tilpas på dette klassiske sted og får os en snak med en irer om situationen på københavnske værtshuse; han lover os en gang at besøge denne paradisiske by hvor værtshusene har åbent om natten og bryggerierne er mangfoldige.
|