Indtil videre virker Belfast ærlig talt lidt nusset, men vi har ikke meget grundlag for at påstå det, for vi er næsten lige ankommet. I hvert fald er her tiltalende momenter. Fra strøget kan man gå ned ad en gyde, forbi et indkøbscenter og en fabrik, og så kommer man til en lille plads hvor Kelly's ligger. Stedet kunne måske være en gammel stald eller smedje, og her er da også en del forlorent tilgeltangel, men stemningen er langt fra forloren og renskuret. Denne tidlige lørdag aften er stedet fyldt med et blandet, mest yngre, klientel som skiftes til at underholde hinanden med en lille sang. Først var der nogle traditionelle irske musikanter, og nu er der en slags amerikaner der synger noget rock. Næh, nu spiller han sørme Whiskey in the Jar, og alle elsker det og synger med. Han er egentlig ikke særlig god, men det siger vel noget om stemningen at han alligevel anses for at bidrage på en eller anden måde. Hvis vi bliver her længe nok, begynder vi sgu nok at synge Sejle op ad Åen, og så får vi nok en Guinness.
|