Gennem Belfast går en stor pigtrådsmur med kun et enkelt checkpoint i. Vi skrider igennem de store grønne jerndøre, og helt profetisk hedder det første værtshus vi finder på den anden side da også Bar Berlin. Her vajer unionistflaget, og fremmedskepsisen er så tyk at man kan skære i den; ingen katolik eller republikaner skal vove at sætte sin fod her. Vi træder dog ufortrødent ind i dette helt ægte nordvest-arbejderværtshus. Det er blevet sent på eftermiddagen på vores tur gennem Belfast NV som efterhånden begynder at minde om vores lokale NV hjemme. Her er elorglet allerede stillet op til en god gang sølvbryllupsmusik, og de lokale er godt i gang med at drikke sig grimme. Bag baren står en umanerlig tvær og fjendtlig teenager, og da vi spørger om hvad der egentlig er i en kande Shankill Snotter til 8 pund, svarer hun da godt nok, men det er åbenbart for indviede, for vi fatter ikke en lyd. Her finder man den ægte arbejderlokalpatriotisme som end ikke overgås i Liverpool eller Sheffield. Man forskanser sig mod den øvrige verden og er ikke helt rolig ved at der sidder fremmede med ved bordet. Alle bydelens kvinder er rendt af huse og sidder nu her hvor livet leves og musikken spiller; vi har i hvert fald ikke oplevet nogen større andel af fruentimmere på et værtshus, hverken i republikken eller Ulster.
|