Vi var egentlig lige ved at afskrive Rudy Hankat på grund af undertitlen, for på trods af vor fascination af det verdensomspændende Internet holder vi ikke af at blande teknik med fornøjelsen ved at anmelde. Men hva, Rudy annoncerer sig også som natklub, så den fik en chance alligevel. Nu sidder vi så i et højloftet lokale hvor enkelte borde omgiver et stort dansegulv foran en lille scene. Vi underholdes af en enkelt øldrikkende pianist som overdøver alt og alle mens hans veninde ser beundrende til. Her er også kulørte lamper og tangokugle, så i grunden kunne man jo forvente den helt store dekadente underholdning med letpåklædte korpiger, slangetæmmer, tryllekunstner og smørtenor, men ærlig talt kan det også godt være her aldrig sker noget som helst. Lige nu minder det egentlig mere om en halvkedelig frokoststue der tilmed flyder med byggerod. Med hensyn til det der med Internettet kunne man jo forestille sig at stedet slet og ret bare er opkaldt efter dette tekniske fænomen i den kendte østeuropæiske tradition hvor et fodboldhold jo kan hedde Dynamo eller Lokomotiva uden af den grund at være sammensat af elektrikere eller togførere. Vi har svært ved at finde en udbudskarakter, for alle drikkevarer hentes af tjeneren fra et hemmeligt sted. Øh, ved nærmere eftersyn viser det sig at hele reposen hvorfra man også har udsigt til scenen, faktisk er en rigtig Internet-café med 13 arbejdsstationer og printer og det hele. En mærkelig blanding.
|