Lad os forsøge en lille intellektuel øvelse som handler om motivationen for at udskænke øl. Vi forestiller os at flertallet af vores anmeldte værtshuse er etableret med et af to følgende formål: (1) "Vi har lyst til at give gæsterne en god øloplevelse" eller (2) "Vi vil blokke de unge mennesker for så mange penge de har". Hvad man end måtte mene om nogen af delene, så er der dog en slags raison i at holde stedet åbent, betale bartender, lys, husleje og den slags. Men gælder det egentlig for hotelbaren på Novotel Gdansk? Næh, her synes argumentet snarere at være (3) "Vi er et flot hotel i den internationale Novotel-kæde, så naturligvis må vi have en bar, og så skide være med at her kun sidder to ludere og en lommetyv (og to anmeldere, men vi er vist ikke gennemskuet endnu)". Så kort sagt, med mindre du har et ærinde i den østlige ende af Gdansk, eller det er meget sent på natten, kan du sikkert finde et bedre værtshus. Måske. OK, søndag aften kan det være svært, men det her er en nødløsning. Visa.
|