Her midt i det allermest turistede finder man en lille lokalbar med meget få pladser. Til ethvert polsk værtshus med respekt for sig selv hører kæmpereklamer af mobiltelefoner eller andet skrammel som udsmykning. Således også her hvor vi sidder og kigger på en stor rød plakat med Casioure. Og paven opdager man jo overalt i Polen hvor der er plads til glitterpapir. Men bortset fra den pågående amerikanske musik er her vældigt hyggeligt i den utvungne atmosfære der egentlig passer sig meget godt til soldat Svejk som tilsyneladende er en slags skytshelgen for stedet. Den gamle anarkist ses på væggene, og et spøgelse går igen over det hele. Når man kommer udefra ville man forvente en international pub med Kilkenny i fadølshanerne, så det er da en behagelig overraskelse at man i stedet finder en lille klaustrofobisk hverdagspub a la Café Ægir med imødekommende betjening og det hele. Visa.
|