Så er vi nået ud til den ydre og nordre del af havnen i Flensborg - hvor Bubi har et hjørne til alle de ydre eksistenser. Her er en smuk poesi forankret i det sølle; interiøret ser ud til at være ældgammelt og er tilsyneladende importeret fra Stasis møbellager til brug for autoriseret socialistisk hygge. Men vi anmeldere er enige om at det er livsbekræftende at disse steder for upretentiøs fortid eksisterer. At opleve at tiden kan stå stille, er altså også muligt. Oppe under loftet ruller den til alle tider mest beskedne diskokugle, og den passer fint til aktiviteten på dansegulvet som vi vedlægger et fotografi af. Jukeboxen betjenes jævnligt af bartenderen som kan levere en stadig strøm af tysk slagermusik hvor en rytmebox og en tysker med tausend träume strides om at sejle ud i lokalet. Vi sejler nok tilbage ad fortovet mod de lidt mere inne steder efter vor Flensburger Pils fra flaske, men vi er glade for at have oplevet Flensborgs pendant til Café Malmø.
|