|
9
|
|
|
8 Fadøl (Guinness, Kronenbourg, Carlsberg, Foster's, John Smith's, Greene King Abbot Ale og IPA, Ruddles County, Old Speckled Hen) |
I Oxford mødes gammelt og nyt. Vi har beundret Christ Church, Bodleian Library og Radcliffes runde hus, og vi har vandret rundt i en travl by der som noget næsten enestående her i landet har udviklet en slags cykelkultur. Med så meget historisk vingesus om ørerne kan man jo godt blive lidt filosofisk. Hvad mon der kunne være sket hvis Københavnsguidens begavede redaktører var blevet optaget på universitetet i Oxford og ikke på det sikkert mere fodformede i København? Havde vore karrierer taget en radikalt anderledes drejning, og ville vi nu være i fuld gang med at bruge vore evner til menneskehedens bedste? Eller var vi mon bare kommet på The Grapes cirka tyve år tidligere? Måske ikke så tænkeligt, for bortset fra et par unge fløse i baren er stedets publikum godt ude over studiealderen. Stedet selv ser ud til at være fra middelalderen med en bar der med en bastant overbygning med små blyindfattede vinduer godt kunne stamme fra et nærliggende college. Her er bindingsværk, læderindtræk og blomstret gulvtæppe til den store guldmedalje. Det hele er formentlig snyd, og måske lå The Grapes der slet ikke dengang for tyve år siden da vi som nybagte studenter købte vores første pilsner på Lumskebuksen. Det hele virker nu ganske udmærket alligevel. Gæsterne kan godt goutere en hulkende blues, og på fredag er her levende musik. Hvis man vil undgå byens utvivlsomt mere hippe studentersteder, kunne The Grapes være et godt bud. Og endelig skal vi ikke klage over karrieren. Københavnsguiden er da også til menneskehedens bedste.
|