Ifølge et skilt ude på vejen er det gået tilbage for skovdriftsindustrien her i området, men til gengæld har mange fundet beskæftigelse i den offentlige sektor. Der fables også om et IT-opsving, men med mindre der er tale om hjemmesysler, kan vi ikke rigtig tro på det. Her er i hvert fald hverken byer, mobildækning eller caffe latte. Til gengæld har man så selveste polarcirklen, og for at sætte gang i turisterhvervet har man ladet opføre en stor bræddehytte som fungerer som en blanding af kiosk og kaffebar. Vi køber en øl og en cola til chaufføren af en sød formentlig thailandsk ekspedient ude i kioskafdelingen, og derefter sætter vi os i kaffestuen i selskab med en udstoppet bjørn og et selskab af tre midaldrende svenskere hvis gnasken og tyggen i noget meget tørt brød næsten overdøver de summende fluer som her på egnen er store og onde. Det vækker ganske svage minder om den hedengangne kro på Lyø, som dog var hyggeligere. Til vores forfærdelse opdager vi at øllen holder 2,1 volumenprocent alkohol, så om det her overhovedet kan kaldes værtshus, er tvivlsomt. Bjørnen har vist haft en tilsvarende oplevelse i dødsøjeblikket. Dens ansigtstræk er i hvert fald stivnet i en grimasse som nærmest må kaldes overrasket, måbende eller slet og ret paf. Men polarcirklen kan man ikke tage fra stedet. Den flytter sig ganske vist langsomt syd- eller nordpå, men den skal nok skabe omsætning her en rum tid endnu.
|