Kbhguide har i dag krydset Finmarken der, som navnet antyder, er stærkt præget af det finske eller samiske. Alle byerne har alenlange samiske navne, og der sælges tørret renkød fra små telte i vejkanten. Efter at have kørt i hælene på alle de nordmænd der søger øl og andre forbrugsgoder til halv pris i EU, er vi nu endt i det rigtige Finland hvor de samiske by- og vejnavne får selskab af lige så lange finske. Her midt i ødemarken ligger der en slags by der mest består af campingpladser og feriehytter, og her finder vi Cafe Silja i et træhus hvor terrassen prydes af Fosters-parasoller. Indenfor viser øllet sig dog at være det lokale Lapin Kulta som serveres i hvide finske cafeteriaomgivelser med kagemontre, kaffekolbe og skrigende småbørn fra flere sider. En lokalradio udspyr kaudervælsk og mærkelig musik, og en myg er ved at drive denne skribent til vanvid. Måske ikke verdens bedste sted som værtshus betragtet, men for de besøgende der åbenbart har valgt at vegetere deres ferie væk her, må det meget hurtigt blive verdens navle.
|