Sydeuropa

Al Barattolo

Master og Visa

All-In

Animus

Anna Café

Mastercard

Bar Al Parlamento

Musikken er spansk reggaerap.

Bar ariete

Nu sidder vi i hvert fald godt bænket med en øl på denne hyggelige gågade opkaldt efter den 20. september. Men hvorfor triesterne fejrer at de nu bliver styret fra Rom er ikke til at forstå. Det virker da som om de har ret godt styr på tingene selv.

Bar Montgrand

Her inde i en sidegade tæt på den gamle havn og i en stegende hede sidder vi dog kun os og en bande lokale franskmænd og -kvinder. Bilerne og især scooterne kører om ørerne på os, men det må man bare lære at elske. Det ville ikke være Frankrig uden.

Big Ben

Klokken er ved at være midnat mandag aften, men ingen gør anstalter til at gå hjem, og det beskriver egentlig stemningen meget godt. Folk hygger sig og er nydeligt klædt på til en stille gang hverdagsdruk, som vist er meget almindelig hernede.

Brandstetter

Stedet ligger godt ude i udkanten af city og fører sig frem som vinstue. I modsætning til danske vinstuer, som vist bare kalder sig sådan for at undgå betegnelsen røvballeværtshus, har Brandstetter et vist vintema med lokale specialiteter og plasticvindrueranker over barens aldeles gigantiske træbeklædte køleskab. Det hele er lidt råt og bart og med en belysning som leder tanken hen på tyvernes Zentraleuropa før verden gik af lave. Dog hjælper hverken spillemaskinerne eller idiotmusikken til at fremkalde fortidens atmosfære.

Her er ikke meget klientel denne onsdag aften, mest nogle midaldrende lokale som løser kryds og tværs og småsnakker med bartenderen på den der langtrukne måde som gør os helt trygge. Hvem ved, hvis de tilbyder at vise os vinkælderen, tør vi måske godt gå med.

Brasserie Charles Albert

Vi lader billederne tale for sig selv.

Brasserie de Molard / Lord Nelson Pub

Det hele bestyres af nogle unge kvinder med en selvbevidst afrikaner i spidsen. Det postulerer T-shirten i hvert fald, og hudfarven bestyrker det.

Rockmusik.
Master.

Brasserie des Platanes

Broz Kafe

Som alle andre steder på Balkan spilles en rocket udgave af den lokale tyrkiskinspirerede pop som her er kommet til at lyde næsten caribisk i tone og arrangement, mens de unge mennesker spytter i deres kaffe eller hvad det nu kan være.

Kbhguide takker af fra Balkan i denne omgang, men mon ikke vi kommer igen?

Cafe

Caffe bar City

Master og Visa

Caffe Koko

Caffe Promenade

Caffe Z

Det var ellers med en vis bæven vi krydsede grænsen til sådan en krigszone, men det var nu ikke bombekratere og blodsprøjt der gjorde hovedindtrykket. Derimod har vi måske lært at Eksjugoslaviens mondæne attraktioner er koncentreret langs kysterne, mens det indre er en besynderlig blanding af postkommunistisk forfald og nykapitalistisk smagløshed. I Kosovas konkrete tilfælde har det udmøntet sig i et skrotbælte omkring hovedstaden hvor alt domineres af stabler af gamle bildæk, benzinstationer, bilforhandlere og endeløse bunker af skrammel. Når dertil lægges almindelig nussethed, dødsforagtende bilister og håbløs infrastruktur, kan den uforberedte besøgende sikkert tilgives følelsen af at befinde sig i et land som burde forvises til en Tintinbog, eller hvis navn burde ende på "-stan". Når dertil yderligere lægges at de fleste albanske kosovarer er muslimer, som jo burde have et anstrengt forhold til alkohol, kommer hele eventyret lidt til at tage sig ud som en dødssejler fra et Kbhguide-synspunkt.

Men efter et par timers ophold har indtrykket fået flere nuancer. Indbyggerne her er fuldt i stand til at fremstille og forbruge både øl og den herlige Balkan-brændevin som her kaldes raki. Og nær George Bush-gaden i Prishtinës centrum er cafeerne ikke meget anderledes end dem i Split eller Dubrovnik, eller for den sags skyld resten af Middelhavet. Her på Caffe Z er vi i hvert fald bænket i behageligt yngre, hipt selskab under de samme parasoller og med den samme opmærksomme tjener som i resten af den globaliserede cafekultur. Det bliver aldrig det samme som et dansk værtshus, så globaliseringen har sine naturlige grænser og vore rejser et fortsat formål.

Master

Capitano

Gratis kommunalt WiFi i byen åbenbart.

Cerveceria la Plaza

Alle er glade, ingen er alt for fulde, og vi nyder den sydlandske stemning og et lille glas Mahou. Det hele går lidt op i limningen da tjeneren kommer til at træde på en løs hund, og pladsen pludselig genlyder af knust glas, hundeglam og slaskende Mahou. Men nu er roen genoprettet til alles tilfredshed, måske bortset fra hunden.

Charlie P's Irish Pub

Det er i virkeligheden det samme som et andet firma med et keltisk navn, nemlig MacDonald's, som også garanterer den trygge og forudsigelige tjenesteydelse. Men det er der ikke noget galt med! Charlie P er et stort og storartet irsk værtshus med vældig sød betjening, og at vi denne torsdag aften deltager i et altfavnende Guinnessfællesskab fra Tórshavn til Tel Aviv, gør måske i virkeligheden oplevelsen endnu større.

Larmende rockmusik.
Visa, Mastercard.

Chateau Fort

Så skal man til Lourdes, skal det være for at se vand blive til vin og andre mirakler, og ikke for at se korn og vand blive til øl.

Master. Visa.

Chez Victor

City Pub

Café Coste

Da Bepi

For nu at blive i det nationale står Partito Democratico på gaden og indsamler underskrifter til fordel for Italiens frelse, og det kunne de jo nok have brug for. Indtil videre ser Venedig nu ud til at klare sig meget godt, og her på stedet er vi da også sunket hen i skumringens stille eftertænksomhed hvor krofatter småsludrer med gæsterne, og livet passerer forbi. Værten viser sig i øvrigt at hedde Bepi, og blandt de lokale omtales baren bare som "hos Bepi", og den skik følger vi så også.

Devil's Forest

Turismens eneste autoriserede undtagelse er den irske pub som man finder den overalt på kontinentet, og sådan en er vi rendt ind i her i en gyde tæt på Markuspladsen. Men selv her på pubben finder man lidt let irsk gourmetspisning i dagens ret: Ravioli Panna Prosciutto & Funghi og Conghiglie Ragu & Piselli. Vi nøjes dog med Guinness ved bagbaren, for vi må som drikkende gæster ikke sidde ved bordene. Men den smager jo godt, og skulle vi blive trætte af den, kan vi altid snuppe en Ceres Export.

Evelyn's Pub

Familija

De egentlige værtshuse ligger lidt tyndt her i kvarteret, men nu har vi fundet Familija der virker som et forholdsvis uspoleret og dog ret moderne lokalværtshus. Selv om stedet udefra er plastret til med Bavaria-reklamer, er det heldigvis mest den lokale Jelen-øl der serveres, og den smager fint sammen med en Rakija som vi i aften prøver i pæreversionen og i den fornuftige størrelse 5 cl. Musikken lyder også lokal, faktisk noget i retning af den slags Grand Prix-bidrag regionen her har beriget verden med. Vi kan ikke udelukke at der findes hundrede bedre værtshuse her i byen, men dette her er bestemt brugbart.

Cafe Farani

Et par borde derfra sidder en ældre herre musestille med hagen tabt ned på brystet foran et ølkrus med noget limonadelignende stads i. Han er muligvis død og sidder der bare for at skræmme fluerne væk. Og han gør da i hvert fald ingen fortræd. Faktisk bidrager han en hel del til at fuldstændiggøre stemningen af lokalværtshus.

Galéria Sörbar

Garagar Cervezería

Den nationale kultur ser man altså ikke meget til her, lige bortset fra navnet. Garagar betyder byg, og heraf fremstilles så Garagardo, pt. repræsenteret af Guinness. Et udpræget hovedstrøgssted, men velegnet til den rejsende som har behov for noget lidt hjemligt og genkendeligt.

Master.

Goldener Bär

Berchtesgaden er ellers en charmerende lille by hvor folk går rundt i klassisk klædedragt; også på den Gyldne Bjørn hvor de lokale er begyndt på dagens Wieninger Bier. Og selv om det er tidligt på dagen, må vi naturligvis også have en bajer når nu vi er i selveste Bayern.

Betjeningen er venlig og effektiv, men som alle steder her i Sydeuropa er værtshusene også spisesteder.

Gómez

Baren er et lille hul i væggen hvor enkelte modne herrer er søgt ind for at nyde et glas rødvin inden de evt. skal hjem til konen eller ud at feste videre. Det er dog så som så med feststemningen her, og señor Gómez selv sprudler heller ikke ligefrem af livsglæde da han nødsages til at lange to cañas over disken til to mærkelige udlændinge. Øllet er den sædvanlige lidt tynde pilsner, men den kommer helt tilpas, og stedet her kan såmænd sagtens bruges til at hænge i.

Horse's Pub

Master og Visa

Hotel Beau Sejour

Hele byen excellerer i enestående inaktivitet, og selv her på terrassen er der ikke et øje, bortset fra os naturligvis. Der er derfor ikke alverden at berette, og vi lader billedet tale for sig selv.

Hotel Evropa

Master og Visa

Hotel-Gasthof Löwen

Baren har ligget her siden 1380 hvis man skal tro på ølbrikken, men indretningen er noget nyere. Det passer fint ind i den almindelige mørke krohotelstil med lidt let pop som er kutyme overalt i verden.

Rygeforbud i Liechtenstein fra 1. juli 2008.
Mastercard

Johannes Stüberl

Lav radio som baggrundsstøj.
Rygning tilladt.
Ikke kreditkort.

Katie O'Connor

Master og Visa

Kolding

Korneer

Det ligner egentlig mest noget fra den irske pubtradition, og det er meget passende, for også her er man sentimentale og vil helst tage afstand fra besættelsesmagten og mindes gamle dage. Der er skummelt og hyggeligt her på indersiden af denne knirkende cigarkasse, og på væggen hænger sjove gamle billeder der formentlig ingenting overhovedet har at gøre med Korneer.

Master

Kukorica csárda Hoffmann

Vi er gået en aftentur på landevejen, hele vejen til nabobyen Balatonföldvár, hvor vi har fundet en stor, rustik kro som ved nærmere eftersyn viser sig at være en smule fornem på den med både tysk- og amerikansktalende gæster som af en eller anden ukendt grund er havnet ved Balatonsøen i efterårskulden.

Som forventeligt er her temmelig tomt i det store lokale som let kunne rumme hundrede spisende gæster, så de har ikke noget problem med at fjerne kuvertopdækningen og servere os to store Soproni. For få timer siden kendte vi ikke et eneste ungarsk ølmærke, og nu kender vi adskillige, heriblandt altså Soproni, som smager fint nok på trods af den mildt sagt påtrængende mados her på stedet.

Ellers er her hyggeligt nok med landlige rariteter og et maleri af fortidens kroliv i Ungarn, efter klædedragterne at dømme under et af tyrkernes besøg. Under loftet i udestuen mødes man af det overraskende syn af tusindvis af bananer der hænger til tørre, et lidt inkongruent fænomen selv om der selvfølgelig er nået bananer frem til Østblokken i vore dage. Ved nærmere eftersyn viser det sig da også at være majskolber, men det er stadig uvist hvad de skal tjene til. Men måske bestiller amerikanerne popcorn om lidt, og så giver det jo mening.

Mastercard, Visa

La Panino

La Tia Cebolla

Vi sidder og sveder ved et bord langs den ene husmur og forsøger at få styr på væskebalancen og konstaterer at der altså er liv og glade dage her, men det rejser jo spørgsmålet: hvem fanden brygger øllerne når alle tosser rundt på gaden om natten?

Le Gardian

Ingen ser ud til at drikke øl, men mon ikke det skulle kunne lade sig gøre at få sådan en også.

Le grand K'fe

På den anden side af vejen er der oprettet en gocartbane, og her kører alle børnene rundt og leger mens de venter på at deres forældre vil hjem og i seng. Det kan sikkert godt tage sin tid.

Le Majestic

Som på de fleste steder på denne tur vover vi os ikke indenfor; dertil er terrassen alt for indbydende, men lad os lige føre til referat at Majestic er en lidt cafeteriaagtig café som der næppe nogensinde kommer rigtig gang i. Det er svært at forestille sig stedet med John Mogensen og raflebægre.

Mac Dover

Malis

Der skal dog ikke herske tvivl om vores varme følelser for en smuk og interessant by, som ud over det glitrende Adriaterhav og herlige sommertemperaturer i oktober også byder på mange og lange trapper hvor øl og Sljivovica kan brændes af før det sætter sig på sidebenene.

Denne gang har vi fundet en lille café ved havnen hvor de har parasoller og kolde øl. Indenfor ser der lidt kedeligt ud, men hvad gør det når det i udgangspunktet er utænkeligt ikke at sidde på terrassen og nyde brisen og øllet? Og skulle selv det blive kedeligt, slentrer man bare hen til det næste sted. Læs derfor denne anmeldelse som en generel anbefaling af den "nye" by og havneområdet.

Manimi

Zabljak har vi valgt på grund af placeringen i Durmitor-nationalparken hvis store attraktion er Tara-slugten, den dybeste i Europa og efter sigende kun overgået (eller er det undergået?) af Grand Canyon. Turen er afgjort meget smuk, men byen svarer måske ikke helt til vore forventninger om en romantisk hengemt bondeby med bjerggeder og bondepiger. Faktisk er der tale om et skiområde med masser af feriehytter spredt rundt på klippeknoldene omkring et temmelig gråt og sæsonlukket centrum. Her er ikke meget at foretage sig, men nu har vi da fundet Manimi som heller ikke helt svarer til drømmen om bjergbykroen hvor de lokale smuglere og krybskytter får sig en rakija ved den buldrende kamin. Stedet er nyt og indrettet til afterski for de tilrejsende sportsfolk (og her slår vi da gerne et slag for at sammenblande sport og alkohol, gerne tilsat sex, politik og religion), men de holder heldigvis åbent uden for sæsonen til glæde for to lokale selskaber, det ene bestående af to kvinder, det andet bestående af to herrer suppleret med bartenderen, som dog ikke tøver med at rejse sig og servere to Niksicko og to pærebaserede rakija. Derefter må han ud i regnen for at veksle vores halvtreds-euro, for lad os da bare indrømme at ud over alle de andre uomtvistelige kvaliteter er prisniveauet her bestemt også en af landets attraktioner.

Behørigt forsynet med byttepenge nyder vi den balkanske musik som vi jo kender og holder af fra Melodi Grand Prix, og en spændende soap i fjernsynet. Den foregår tilsyneladende i et supermarked hvor der udspiller sig en slags drama mellem den kvindelige ansatte og en skummelt udseende kunde. Vi kan også beundre sort-hvide fotografier af internationale skuespillere som den ene anmelder hævder at kunne navngive alle til hobe, hvad der selvfølgelig ikke kan bekræftes.

Hvis man vælger at henlægge skiferien til Montenegro, vil man være taknemmelig for denne anmeldelse. Hvis man af en anden grund skulle komme til Zabljak, vil man være endnu mere taknemmelig.

Mokka Kultúrkávésó

Master, Visa

Mol Caffe

I morgen passerer vi ølhovedstaden Peja i Kosovo. Det er garanteret en smuk by.

Master

Negro Kávéház

Master, Visa.

Opera Bar

Her er ikke udpræget gang i den her søndag eftermiddag. Her drikkes mest cola og kaffe, og de eneste store armbevægelser kommer fra nabobordet hvor der gestikuleres livligt på tegnsprog. En slovensk flaskeøl er det i øvrigt lykkedes os at få fat i. Den hedder Lasko Zlatorog og er en meget let pilsner som passer godt til en varm dag, men ellers er lidt småtynd i det.

Der er en meget lækker sofa-chill-out-sektion ovenpå.

Papas bar

Picerija Park

Gratis Wifi.

Master og Visa

Pinzga Stub'n

Men en alpehytte har de da, og den serverer oven i købet både gullasch og fadøl når kromutter ellers kan løsrive sig fra vinduespudsningen. Det ene øjeblik kommer hun vandrende med gummihandsker og plasticspand, og det næste kommer hun strygende med mad og øl til gæsterne, som i øvrigt udgøres af et par kansasklædte håndværkertyper og en nobel herre i den slags brune fløjlsjakke som vist aldrig nåede at gå af mode her på egnen inden den igen blev moderne.

I det hele taget er her meget hyggeligt i hytten som ser præcis sådan ud som sådan en skal. Radio Salzburg spiller tyrolermusik, og personalet er formentlig hygiejniske nok når de foretager det hurtige rolleskift fra vinduespudser til servitrice. Forhåbentlig er kromutters vaskefaciliteter forskånet for det lidt opsigtsvækkende interiør vi fandt på herretoilettet, og som er afbildet her på siden. Her aner vi at der skjuler sig mørke kræfter under den nuttede alpine overflade, og vi forstår med ét bedre de nyheder Østrig på det seneste har skræmt verden med.

Postcafé

Ellers er der måske ikke så meget at sige om postcafe. Den er ren, pæn og larmende og ligner en standardstorbypub.

Også indgang fra Rue de Chaponnaire,

Primo

Pub Corinthia

Rathausstüberl

Restoran Teatar

Ølmæssigt har vi valgt restauranten Teatar hvis tjener ikke har det fjerneste mod at servere et par store lokale fadøl, for her er ingen andre gæster overhovedet. Teatar ligger i en slags center ved navn Tabhana som er sammenbygget med og lige så middelalderligt som broen. Komplekset nærmest flyder ud over skrænten ned mod floden med restauranter i flere etager, så der er meget vælge imellem, og det er lige idyllisk det hele. At landets valuta, Den Konvertible Mark, også strækker langt her, gør da bestemt heller ikke noget.

Robin Hood

Her er præcis så mørkt og messingbefængt som der jo skal være i den kontinentalbritiske tradition, så det er næsten mest varmen der bryder med det kendte. Vi har i hvert fald svært ved at associere denne svedetur med Liverpool eller Newcastle. Det skal nu ikke forhindre os i at nyde vores Guinness før den damper helt af.

Master.

s'Packerl

Saranda-Qesari

Cafe Schlossberg

Der er mange moderne kombicaféer med lidt latte og lidt pizza og lidt øl, men den klassiske centraleuropæiske ølstue er dårligt repræsenteret, konstaterer vi efter et par timers ophold. Nu har vi på vej op ad slotsbjerget fundet Cafe Schlossberg, som er en temmelig moderne loungeagtig dagligstue med røde lænestole og sofaer hvor man kan spise, læse avis og lege med sin computer. Det er så langt fra den ydmyge ølstue med udslidte Skoda-arbejdere som tænkes kan, men både musikken og ølpriserne er behageligt østeuropæiske, og det hele er idyllisk placeret i et brolagt kvarter på bjerget op mod slottet. Slottet er i øvrigt genopført i 1960erne, så det braser sikkert sammen i Cafe Schlossbergs levetid.

Lokal pop.

Sherlock

Hvordan skal man ellers forklare Sherlock? En middelhavsbar med ouzo og oliven, men med sine billeder af Big Ben og London Underground-kort indrettet som en pastiche over det engelske, som kunne findes alle andre steder end i England. Hvis det ikke lige var for den dunkende rock i højttalerne, ville vi kalde det for en lounge med terrasse, men nu er vi ikke helt så sikre. At ouzo og fadøl ikke klæder hinanden, er derimod uomtvisteligt.

Rygning

Master

Slovenska Pivnica

Deciderede værtshuse er i disse år for nedadgående i rigtig mange europæiske hovedstæder, og trods det smukke navn er Slovenska Pivnica en spiserestaurant tæt knyttet til vinfabrikanten Chateau Krakovany. Vi kan ikke på nogen måde anbefale det som værtshus.

Mastercard.

Staro Varos

Stella Degustazione

Stress Café

Sziget Sörözö

Taverne Bukara

Gratis Wifi.

The Gaffe Pub

The Secret

I det hele taget synes denne hårdt plagede by at forsøge at kæmpe sig tilbage til en form for normalitet efter et halvt århundredes slyngelvælde efterfulgt af nogle årtier med fusentaster og stratenrøvere. Det er egentlig ikke gået helt skidt, for på mange måder er Tirana egentlig en meget hyggelig by på den lidt skumle og forfaldne måde, og for nu at nærme sig vort kerneområde har albanerne vist cirka samme forhold til Islam som danskerne har til kristendommen. Her er i hvert fald øl, raki og vin til rådighed, og det serveres uden misbilligelse.

Når det er sagt, skylder vi også at advare om at Tirana ikke vrimler med værtshuse. Sjovt nok er det tidligere kommunistkvarter Blloku blevet en slags omdrejningspunkt i det begyndende natteliv. Her er i hvert fald en række restauranter og caféer som godt kan gøre det ud for værtshuse i mangel af den ægte vare. De er selvfølgelig alle ret nye, internationale og helt uden berøring med stedets tradition; hvad man vel i dette tilfælde skal være taknemmelig for.

Tag nu The Secret. Et gråt cafelokale med glas og stål og designermøbler hvor bartenderen og hans venner fordriver tiden med ingenting til lyden af ligegyldig muzak. Når det alligevel duer, skyldes det selvfølgelig terrassen med den behagelige aftentemperatur omkring de 20 grader og den rigelige albanske raki, så som på så mange sydeuropæiske udskænkningssteder er stil og indretning egentlig uden betydning.

Trebinje

Rygning.

Modtager euro.

Tropicana

Tropicana er en lidt mærkelig fisk, men ligner mest en britisk pub, og ude på terrassen nyder vi aftenen og gadelivet. Øllerne koster 2 euro, og det kan vi heller ikke klage over selv om det ikke er så billigt som i Bosnien. Det er dog forstyrrende med de mange børnetiggere der ikke lader en i fred et øjeblik. Der gås ihærdigt til den, men det ser dog ikke ud til at gæsterne i videre omfang lader sig besnære af de mange fantasifulde forsøg.

Master

Unico Bar

Det er vel i grunden en klassisk sydlandsk bar med kakkelgulv og kagemontre, og de kinesiske værter (indehaveren hedder Chen Xiaoqin) er også flinke nok, men den intime hyggestemning vil altså ikke rigtig indfinde sig selv om en morsom mand på Berlusconi-kanalen gør sit bedste. Det bliver ligesom for lydt og skramlende, måske også fordi her er gabende tomt. Så er der trods alt mere hjemligt ovre blandt turisterne ude i lagunen.

Villarasa

Vivas Bar

Master og Visa

Vodenico