Sundby

Café 34

Det er med et lidt beklemt humør man må gå til opgaven med at anmelde 34 her søndag aften. Her er næsten ikke et øje, og dermed er der næsten også stille som et gravkammer selv om man godt kan ane et svagt ekko af et radioprogram i øregangen. Men tidligere i dag, får vi at vide, har der været masser af mennesker der blot nu er gået død efter weekendens udskejelser. Så vi ærgrer os over vores sene ankomst, for 34 er et meget smukt værtshus i den gamle frokoststuestil, og det er en fornøjelse at blive bragt tilbage gennem tiden når man over sin øl lader tankerne flyve tilbage til da ens barndoms store familie endnu ikke var hedengangen.
Og her sidder vi så og betragter gammelt tingeltangel der ikke bare skal være smart, men virkelig har et liv bag sig og en sjæl med. Særligt de to store pastelmalerier fra et for længst forgangent Amager spreder lidt patina over stedet hvor rebslagere, kulskovlere og ismejerister engang har søgt aflastning efter en 12 timers arbejdsdag.
Disse er associationerne, de er måske forskruede, men vi håber at café 34 også kan give den slags virtuelle oplevelser i den virkelige verden de næste hundrede år.

Tæt rygning.

5øren

Al denne herlighed har naturligvis med tiden åbenbaret sig for udenøs folk som for flere årtier siden begyndte at supplere urbefolkningen af arbejdere og hollandske salatbønder. (Amager blev gennem århundreder kaldt Københavns spisekammer). Musikforeningen Femøren er skabt af disse fortrinsvis venstreorienterede tilflyttere, og da de skulle skabe et tilforordnet udskænkningssted, blev det Café 5øren i Sundby. Med sig tog disse indvandrere en vis skepsis over for det klassiske københavnske arbejderværtshus og skabte derfor forløberen for caféen. Det virker bare slet ikke, for det er ikke blevet til mere end et beboerlokale med bardisk, men velbesøgt har det været gennem tiderne, og 5øren har også været brugt af anmelderen som fast mødested med kæresten adskillige gange, for sådan måtte ordentlige mennesker mødes.

Kedsommelig rockmusik.
Dankort

Amagerstuen

Skulle det lyde lidt skrabet, skal vi gøre opmærksom på at det er det sidste her er. Amagerstuen er nemlig læsset med alt det tingeltangel som tænkes kan. Det er måske nok en smule hyggeligt, og det har da i hvert fald formået pt. at tiltrække mindst én kunde - anmelderne ikke iberegnet. Han sidder i dyb kontemplation og bliver sikkert snart suget ned i sin øl. Så hvis ventilatoren skal overdøves af jukeboxen, bliver det nok anmelderne der må til lommerne.

Amagerstuen er et typisk ikke-dankortsted, og sådan vil det blive ved med at være.

Bingo Bar

Den nuværende ejer har vist gerne villet hæve stilen en smule, så vi har fået servering ved bordene og Sky Radio til at underholde i højttalerne. Og så må vi jo håbe det bare er torsdagen der giver den lidt matte stemning, for Bingo har altid været en væsentlig institution på Amager hvor der bag røgtågerne skjulte sig et førsteklasses typisk forrige-århundrede arbejderværtshus, og sådan måtte det da meget gerne være forblevet.

Englandshus

Her er så mørkebrunt som tænkes kan, og bortset fra eldart og en smule andre moderne bekvemmeligheder er her virkelig den smukkest tænkelige ølstuestemning med den rette blanding af intimitet og kommen hinanden ved. Sørgeligt er det bare at hverken de lokale eller turisterne er til stede. Her er siger og skriver fire gæster plus anmelderne, vi lytter til noget næsten uhørlig, ligegyldig firserpop og savner gang i den, så her er virkelig noget at gøre for vore kolleger fra Lonely Planet.

Gorms Kro

Gorms har angiveligt æren af at være udnævnt til Amagers kedeligste værtshus, men på den anden side er det også en meget kendt og klassisk institution som vel kan siges at have en vis elementær hygge og derfor måske være et besøg værd hvis man nu fx alligevel venter på bussen.

Musik fra Jukeboxen.

Cafe Højden

Noget af klientellet er i aften af den kortklippede og svulmende type som svage sjæle måske ville forbinde med motorcykler og øretæver, men som nok snarere ville være til traktortræk og sherifstjerner hvis vi altså ikke lige var på Amager.

Vi hører en slags amerikansk røvballemusik og ser fodboldresultater på tekst-TV, men det er vist nærmest obligatorisk på Amager. Musikken er et passende jukeboxudvalg.
Dankort

Ingolfs Kaffebar

Ingolfs er faktisk en charmerende nyskabelse. I den øvre afdeling har man fine fotografier af hvert eneste hus og hver eneste familie i gaden, og i aften sidder alle Sundbys bedsteborgere her og brænder friværdi af imens et os ukendt band spiller kendt 70'er-musik.

Det lykkes fint at balancere på knivsæggen mellem cafe- og den mere folkelige stil, men den ublu entre på 75 kroner er dog helt og aldeles ufolkelig.

Dankort

Lab Bar

Der er Happy Hour her mellem 17 og 22, men det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det, og det gør de gæstende amagerkanere tilsyneladende ikke.

Dankort

Marcel's Bodega

Indretningsmæssigt snakker vi altså discount, men Marcels har alene i kraft af sin nattefunktion en vis klasse, og musikken har et selvhævdende drive der gør sig. Man mærker en undertvungen sensualitet, og scoremulighederne er næppe ringe hen mod lukketid.

(Den flotte karakter har vi givet på baggrund af tidspunktet på døgnet og institutionens væsentlighed. Havde vi valgt at bedømme det som et almindeligt værtshus også til brug for søndag eftermiddag, var karakteren utvivlsomt blevet noget lavere).

Dankort

Melanders Pub

Hedder nu Poppen. Se denne.

Så sidder vi altså her i Urbanplanens lokale knejpe med udsigt til torvet med supermarked og Amagerbankfilial og vognen med Securitasfolk på jagt efter de lokale rødder. Her inde i varmen er her noget mere fredeligt og ganske som forventet. Et stort lokale, billard midt på gulvet med masser af armplads, fire lokale i baren og ellers tomt, tomt, tomt. Men hvad kan man ellers kræve af en centerpub når centret er lukket og slukket? Uden at vide noget som helst gætter vi på at det store rykind hos Melander finder sted i de hektiske indkøbstimer på hverdagseftermiddage. Her lørdag aften lige før lukketid er her sikkert ikke mere spændende end mandag formiddag, og stamgæsterne er såmænd nok de samme.
Melander har for øvrigt været hærget af ildebrand, så manglen på patina kan forklares af en nyligt overstået genopbygning.

Cafe Middelgrunden

Gæsterne er lidt utrygge med øller i almindelig pilsnerstyrke, men det er da heldigvis også snart påske, og den varer jo som bekendt lige til jul. Så så længe denne naturkonstant ikke ændrer sig, skal Middelgrunden nok klare sig.

Middelgrunden var i gamle dage kendt for at åbne tidligt om morgenen med morgenmad til de sidste drukmåse og derudover at lukke meget tidligt om aftenen. I takt med at Amagers femværtshuse er forsvundet, har Middelgrunden også rettet ind. Nu er her cirka åbent fra formiddag til midnat, og aftenen er taget i besiddelse af gråskæggede herrer som holder af klassisk rock og blues med lidt iblandet Johnny Reimar. Hele herligheden er tjærefarvet med en patina fra før den tid hvor alle værtshuse pludselig skulle være gule, og her er en god stemning af hyggelig hytte. Vi kan godt savne morgenmaden, men Middelgrunden gør sig nu også godt senere på døgnet.

Rygning.
Dankort

Poppen

Fysisk er her ikke sket alverden; Poppen er og bliver en centerpub, og sådan ser den også ud. Man skal nu være forsigtig med uden videre at nedgøre den slags steder. De solide omgivelser med plads til mangeartede aktiviteter og et mangeartet klientel i noget der vel næsten kan kaldes et landsbysamfund, kan for den udefra kommende forbipasserende blive en ganske eksotisk og stimulerende oplevelse.

Folkelig musik ikke ulig den nyere dansktopgenre.

Prinsen

På en måde er Prinsen blevet mere anonym, for tidligere hed den nemlig Prins Henrik. Gemalen er nu kun til stede i form af de store H'er som baren er ornamenteret med. En anden ændring vi har lagt mærke til, er at Prinsen efterhånden har antaget karakter af ventesalen i et fransk horehus. Her er røde lamper i vinduet og over baren, røde velourduge på bordene, pottepalmer og smedejernsgelænder. Man forventer næsten at møde M. Dupont med høj hat og stiv flip, men klientellet er faktisk almindelige yngre amagerkanere som dyrker almindelig amagerkansk smådruk.

Pub 17

Cafe Schelenborg

Dankort

Cafe Smil

Man kunne måske hævde at dette her er Sundbys Up market-sted med gæster der var unge dengang da Bee Gees og John Travolta ikke måtte nøjes med at komme ud af højttalerne på Cafe Smil.

Dankort

Smut-Inn

I dag er musikken lige lovlig lav, men så er det heldigvis så meget desto nemmere at følge med i nabobordets diskussion om islams kamp mod vores heltemodige statsminister, som vi naturligvis alle sammen bør bakke op. Ikke alle omkring bordet er enige, men måske ser vi her at i en tid hvor højskolebevægelsen er under afvikling, er det måske på værtshusene at det danske demokrati overlever.

Snøvsen

Cafe Strandly

Strandlynavnet er som altid svagt begrundet, men hvad gør det hvis det bare smager af fisk. Det er et meget nydeligt lokalværtshus, men desværre uden så meget som en svag afglans af peps. Der spilles lidt Boney M til Ekstra Bladet mens man forsøger at undgå den ubehagelige tanke om at man jo skal bryde op på et tidspunkt. Vi vil ikke bidrage med mere, men blot anbefale at man kigger forbi hvis man vil have en billig øl, se på et par nuttede billeder, og overbevise sig om at rødt er godt for øjnene.

Café Sundbyvester

Men ambitionerne om at give stedet et løft er umiskendelige. Farvevalget springer i øjnene. Alt er nu enten brunt eller forskellige nuancer af gråt. Selv filten på billardet er skifergrå. Baren er blevet moderne i en stil der minder om science fiction fra tresserne, og musikken dunker ud af højttalerne i et omfang der vanskeliggør samtale. Hvad pokker er der sket?

Lad os lige bemærke at for stamgæsterne og stamhunden er der måske ikke sket noget særligt. De lader til at være de samme og uforanderlige, men for den tilfældigt forbipasserende besøgende bliver indtrykket at Sundbyvester forsøger at fornægte sin fortid som lokalværtshus uden af den grund at blive til noget andet og værdifuldt. Man har fjernet bodegahyggen og forsøgt at opklassere til noget mere smagfuldt og sofistikeret, og vi kan også godt goutere det skifergrå billard, men resultatet er blevet uforløst sterilt, som om indretningskonsulenten sagde op midt i processen. Måske for at redde resterne af sin hørelse.

Det er en forsonende omstændighed at her fra tid til anden køres et roulettespil hvor man kan vinde en flaske sprit. Det er oven i købet gratis at deltage.

Rygning

Cafe Sundet

Indenfor stod han, med sin store og væsentlige opgave i den første efterårsnat. Bag sig havde han en beskeden opmarcheret række af flasker, og foran sig et langt bord hvor pletter og andet snavs havde lejret sig; langs bordets modsatte side og med front mod ham stod nattens faste fauna og klemte sig til deres egne flasker som jævnligt blev udskiftet. Her taltes opstemt om alt andet end morgendagen, og gæsterne spillede deres årtier gamle spil som de havde lært til perfektion, om hvilken plads de skulle indtage i denne tyngede gamle hytte. Når hans tanke slog et slag ud over gærdet af faste kunder, kiggede han ansvarsbevidst ud i lokalet hvor bordene stod tomme i det dunkle lys der kastedes ind gennem de drypvåde ruder. Måske havde der i tidligere tider siddet klaser af mennesker ved disse borde og drukket øl i rigelige mængder. Pludselig gled som ved en indskydelse hans blik helt ned i det fjerne hjørne, og han så to tørstige sjæle ryste regnen og natten af sig. Han stampede kvikt ned over gulvet for at betjene de to herrer, han kendte dem ikke, det var to anmeldere.

Svingeren

Sylfiden

Billardet er hensigtsmæssigt anbragt i et separat garagelokale, så spillerne kan hengive sig til sportens finesser, og vi andre til nogenlunde uforstyrret at høre Brødrene Olsen eller andet godt af samme skuffe.

Levende musik fredag med mulighed for længe åbent.

Tingkroen

Måske er det bare den øvrige verdens sørgelige tilstand, men ved dette besøg fremstår Tingkroen som en mere charmerende klassiker end vi måske tidligere har anerkendt. Indretning og udsmykning er måske ikke ligefrem elegante, men da i hvert fald tiltalende og trygge. Måske er det bare atmosfæren der slår igennem, men selv gæsterne virker en smule mindre snøvlende end på de omgivende slamsteder.

Cafe Vaaren

Musikken er bred standardpop.