Skotland

An tigh seinnse

Ardview Inn

Nogle af de unge fløse bliver efterhånden lidt voldsomme i løjerne, men de er vist harmløse nok. For eksempel foretrækker de at slå hinanden i hovedet med sofapuder frem for at stikke med knive. Og hvis man bliver forarget, skal man jo bare tænke på at de nok morer sig bedre end os. Det hele foregår i noget der ligner de lavloftede stuer i en fiskerhytte, og så kan det da dårligt blive mere etnisk korrekt.

Aulay's bar

Black Bull Tavern

Hvis det ikke lige var for de lidt truende og rygende dørmænd i indgangen, kunne det her på overfladen godt ligne en ganske almindelig britisk pub, men vores kolleger fra beerintheevening.com regner stedet for et af de bedste i Skotlands hovedstad, og så burde det jo være værd at besøge. Det er det også, for det er et særsyn i whiskyens hjemland at man markedsfører sig på at have byens bedste udvalg af amerikansk whisky. Det udvalg vil vi nok undgå at sætte tænderne i, men vi slipper nok ikke for at få byens bedste høreskade.

Bridgend Hotel

Og lige nu er der da også på sidstnævnte sted samlet en skare folk der ser det grønne hold som selvfølgelig reklamerer for et whiskymærke, spille fodbold mod det røde hold, alt imens de spiller pool og dart. Selve baren er ikke så hyggelig som man normalt ser dem, og det skyldes at baren jo har et hotelvedhæng, hvis internationale gæster den skal betjene, så det hele ender med at blive en lidt rungende garageoplevelse fuld af amerikansk øl og whisky. Og helt ærligt: Hvilken tumpe tager til Islay for at drikke Budweiser og Southern Comfort?

Visa

Camanachd Bar

MacNab's Inn

Poacher's Bar

Hvis Poacher's virkelig skulle være en hotelbar, så skjuler den det i hvert fald godt. Os minder den mere om en provinsiel arbejdercafé hvor de kansasklædte malersvende og varmemestre kan få sig et slag pool. Og et slag pool og en griner får de sig virkelig også, blandt andet på grund af ham i kedeldragten, en vedholdende poolspiller, som vist får prygl i hvert eneste spil vi overværer. En anden herre spankulerer rundt med en lyserød tøjabe, og ellers sidder vi bare og drikker øl og lytter til noget højlydt rock. Det fungerer faktisk aldeles udmærket, utvungent og folkeligt lige til den anerkendelsesværdige lukketid klokken halv et.

Port Askaig Hotel

Vi er i et lille, lavloftet lokale med solide træmøbler og en lang hængeegnet bar bag hvilken en flot whiskysamling troner. Det gør barpigen ikke, for hun er lige gået udenfor for at ryge sig en smøg, men hun kommer sikkert snart igen, og imens kan vi andre nyde den afdæmpede sækkepibemusik og skønsang og kigge på færgen der plasker rundt ude i havnen. Det hele ligner en blanding af skipperkro og grillbar, og på en eller anden måde virker det faktisk.

Her er levende musik hver fredag indtil det bliver vinter, og derefter er det ikke godt at vide hvad der sker.

Porters

Porters er en af de smukkere af slagsen. Den er slidt og velafprøvet og holder loungestilen flot. Et stort næsten victoriansk lokale fyldt med fjernsyn og ganske almindelige skotter; hverdagsfolket sidder her og nyder friheden og venter på at regnvejret skal holde op, teenagerne får noget rødt i et glas mens de øver sig på at gå på værtshus, og det er jo fint at man gør noget for de studerende.

Pub at the Pier

Og det er såmænd lykkedes. De mest grundlæggende kommercielle tjenester er der allerede, nemlig det udmærkede Isle of Skye Brewery og dets noget turistede butik. Bryggeriets produkter kan nydes få skridt væk i en løjerlig bar-restaurant-hybrid hvor ti lokale, heriblandt ikke mindst en hund, tilbringer tiden med at kigge efter færgen som gerne snart skulle være her. Restaurantafdelingen hvor den bedste udsigt findes, er der ikke rigtig kommet gang i endnu selv om dagens fisk er sild, og vi er taknemmelige over endelig at kunne nyde vores øl uden iblanding af maddunst og børneskrig. Rockpoppen gør sig sådan set udmærket på dette ret moderne sted, men vi ville nok vægte udsigten højest når vi anbefaler Uigs absolutte centrum.

Revolution

Her på Revolution er der helt tomt; måske har det noget med den tæppebankermusik de spiller at gøre, eller også er alle bare gået i kirke her søndag eftermiddag. Vi skal berolige læseren med at vi vil fortsætte vores søgen indtil vi finder steder hvor man kan få Oban, Laphroaig, Glenmorangie, Springbank og alt det andet.

Revolution vil vi ikke umiddelbart anbefale med mindre man hører til blandt det stærke klientel der er klar til lige at tage 30 gange vodka med forskellig smag. Pris 50 pund.

Antirytmisk absurditetsmusik som den også elskes i Londons natklubber. Visa.

Sláinte

The 1/4 Gill

Her har vi fundet et sted med et mærkeligt navn hvor den lidt lurvede citystemning og det gjaldende fjernsyn i aften har tiltrukket hele to kunder. Baren ser ud til at være klampet sammen af en lokal tømrer i en Guinnessbrandert, og bartenderen er stor og solid, men vist egentlig meget flink. Vi sidder alene i det tilstødende træklædte lokale der er fyldt med plakater for lokale kulturbegivenheder og kurser i holistisk terapeutisk massage. Hvis det udbud er tilpasset målgruppen, er kvartgællen her måske snarere en studenterbar end en arbejderbule, men det kan vi jo ikke vide noget om.

The Abbey

The Abbey er stor og larmende, og hvis man er til det mere imtime, bør man nok finde et andet sted hen. Vi kan fx anbefale The Auld Hoose 500 yards herfra.

The Auld Hoose

I morgen går turen ud i det øde højland hvor øllen blomstrer, men hvor der er mere end langt mellem tappehanerne, så vi fylder reserverne op og kigger på den pæne bartender med det rosélilla hår.

The Ballygrant Inn and Restaurant

The Bothy

Tiden gik, pludselig var det last rounds, og anmelderne havde endnu ikke fået pennen op af lommen, men i Fort Augustus, som byen hed, tog man ikke englændernes besynderlige lukkelov alvorligt, og anmelderne kunne derfor trygt rejse sig og stolpre rundt om hjørnet til næste whiskypub, og man må så blot håbe at der på et tidspunkt alligevel kommer en anmeldelse af The Bothy.

Sådan skrev vi sidste gang, og det gælder sikkert stadig, men ved dette besøg er det blevet forår, og Fort Augustus er sprunget ud i fuldt turistflor. Derfor er The Bothy nu nærmest blevet en restaurant hvor tjenerne drøner rundt med haddock and chips, men der er plads ved baren, og vi bestiller to Highland Park for at genkalde os smagen af Orkney. Det bliver 6,50, siger tjeneren og tager derpå 7 pund ved leveringen af 25 milliliter lidt whisky. Jo, her har man tilpasset sig de mange kontinentale turister.

The Caley Inn

Selve baren på dette lille hotel er - hvor velkommen den end måtte være - ellers lidt for kedelig. Den ligner til forveksling forhallen til Amager hotelbodega, så mon ikke vi prøver at finde en lidt mere folkelig skotsk pub inden vi drager videre mod enten Glasgow eller Færøerne.

Musikken er hotelmuzak i næppe hørligt niveau. Visa.

The George

Heldigvis er The George ikke helt blevet til museum; det er en levende og fungerende pub, og 3-4 gubber er forsamlet denne lørdag eftermiddag for at følge det spændende opgør mellem Celtic og Dundee, og vi andre får os en håndskænket ale ved navn Black&Tan - et navn der utvivlsomt er mere populært på denne side af Det irske Hav. Den smager nu udmærket, og mens de andre ser bold, beundrer vi de gulnede billeder af hovedgaden 1930 og skolens samlede elevbestand anno 1951. Som man forstår, har The George en lang og spændende historie, og forhåbentlig varer den mange år endnu.

The Ingram Bar

Her er ikke meget gang i den; et par lokale nusser deres pints, bartenderen nusser lidt rundt, og vi vælger et uforstyrret bord på en lille repos i hjørnet. To herrer kommer ind, og i det næsten tomme værtshus vælger de bordet lige ved siden af vores, sætter sig og begynder at tale norsk. Nogle minutter senere kommer endnu et par stykker. Og så nogle flere. På den før så fredelige repos, som er på størrelse med et lille kollegieværelse, sidder nu to anmeldere omringet at et hav af fjeldaber som tilsyneladende kravler ud af træværket eller formerer sig på stedet. Vi kan næsten ikke høre musikken mere, men det gør ikke så meget, for det var noget ensformigt rytmedunken som nok bare er presset ud af en tube alligevel. Ellers har vi faktisk ikke meget at udsætte på Ingram som er en fin repræsentant for noget vi tror er ægte skotsk.

The Isles Inn

Som sagt, så gjort. Vi kigger forbi her senere på aftenen, og der er gang i ølhældningen, whiskyøsningen og ikke mindst i den levende skotske violinmusik. Hurra for The Isles Inn.

Visa

The Lock Inn

Her er i Fort Augustus ca. 500 indbyggere, og da de eneste reelle jobs tilsyneladende er at passe slusen og tankstationen, får de resterende augustianere tiden til at gå med at gå på værtshus. Vi har ikke helt tal på dem, men en 3-4 stykker har vi da nok set. The Lock Inn er vel nærmest mellemvaren i udbuddet, hverken det fineste eller det platteste, men i hvert fald er her velbesøgt og folkeligt. En lille smule cafeteriastemning er her måske med soya på bordet og en del spisende gæster, og det forlyder da også at i år har Lock Inn den bedste kuller med fritter i byen, og det er noget man skal kunne få på ethvert skotsk værtshus. Men her er da også kamin, udstoppede dyr, skotskternet gulvtæppe og selvfølgelig et væld af single malts. Ligesom man naturligvis ikke kan forvente at alle skotter går i kilt og spiller sækkepibe, kan man heller ikke klandre et vigtigt lokalværtshus for at følge lidt med tiden, og i denne lille by udfylder kroen ved slusen helt sikkert en meget vigtig funktion.

The Lorne

Vi har selvfølgelig ikke baggrundsviden til at kunne forklare det, men det skal ikke forhindre os i at gætte på at stedet her i al sin pænhed bare udstråler noget forløjet og forlorent, noget konstrueret og opdigtet, som fx hvis man havde beskrevet jordisk hygge til en marsmand og derefter bedt ham bygge et værtshus. Måske er det det der er sket. Vi er som de eneste uheldige gæster kommet ind i en kunstigt skabt lomme i hyperrummet, og når vi går forbi i morgenens dagslys, ligger her en isenkræmmer, og ingen vil nogen sinde tro på historien om et værtshus her på adressen. Sådanne tanker melder sig helt naturligt når der ingenting sker.

The Merchant Bar

Baren er af noget blankpoleret marmornoget, møblerne er næsten japanske i deres sterilitet, og musikken er mere easy end listening. Det kan godt være anvendeligt og måske ligefrem velkomment under visse omstændigheder, men hvis man er taget til Skotland for at opleve noget skotsk, duer det ikke så godt.

Stedet er i øvrigt optaget i "Good Beer Guide", vejviseren til UKs bedste pubber. Alle de 4500 bedste.

The Oban Inn

The Old Inn

Hvis man får sine fish and chips her i Carbost, skal man huske at være på vagt, for Talisker udleder resterne fra whiskyproduktionen i Loch Harport, så alle fiskene fanget uden for værtshuset svømmer rundt i en salig brandert.

The Phoenix

The Phoenix finder nåde for vort kritiske blik, for det ligner da i det mindste en pub, og mængden af hvidvin er til at overskue, men dog til stede. Her er også masser af øl af de gængse internationale mærker og nogle enkelte skotske, her er søde barpiger og et whiskyudbud som på et hæderligt nørrebrosted. Så er her hesteløb på to storskærme og en nuttet gravering af Victoriatidens Edinburgh med slot og kirke og det hele. Det hele serveret i et flot, lyst lokale med stuk og lysekroner og klassisk læderimitat.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, og det er det også. Af en eller anden grund spiller det ikke helt. Måske er her for lyst, måske for lydt, måske for konditoriagtigt, måske er det den svagt motiverede pizzaovn i hjørnet eller måske bare for tidligt på dagen. Det hele emmer i hvert fald af den slags omklamrende forstadspænhed som stortrives i både England og Skotland, og som efterhånden har gjort det svært at finde den klassiske pub som måske kun overlever i den klassiske litteratur og i vore hjerter. Det skal nu ikke forhindre os i at gøre forsøget.

The Port Charlotte Bar & Restaurant

Det hele er præcis så nydeligt og tuttenuttet som en multifunktionel pub skal være, og til de små gæster har man heldigvis en høj stol. Musikken er passende keltisk med lidt rytmebox, og et andet musikalsk indslag er stedets slagsang som hænger i glas og ramme. Den er så poetisk at den må med:

Take a trip to Islay to the shores of Loch Indaal
head down to Port Charlotte and book into the hotel
the one that bears the name of this bonnie Islay town
a place of peace and quiet where you watch the sun go down.

Og der er fem vers mere.

Visa.

The Rod and Reel

The Seaforth, "The Pub by the Pier"

Vi er havnet i et lille bysamfund på grænsen mellem det øde Atlanterhav og det næsten lige så øde skotske højland hvor de majestætiske lochs og glens ikke mærkbart bærer præg af menneskelig tilstedeværelse. Når man således ikke bare kan tage en taxa til nærmeste disk, gælder det jo om at rykke sammen i trygge omgivelser og nyde de smuler det trods alt er lykkedes at fravriste den barske natur. For eksempel en beskeden gang fish&chips på den ydmyge havnecafé (som dog har Radio 4's ord for at være den bedste chipper i landet) og nu senere en stille Belhaven med sidevogn på The Seaforth.

Øludbuddet skranter lidt, flere af hanerne duer ikke, men vi kan til gengæld vælge mellem over 100 single malts til at skylle efter med. Som det så ofte er tilfældet i udkantsområderne, er Seaforth både værtshus og restaurant, i dette tilfælde med hovedvægt på fisk som leveres af rustbunkerne nede i havnen, iblandet haggis i whiskysovs. Her i aften er vi heldigvis ikke nævneværdigt belastet af spisende gæster, så anmelderne deler det kæmpestore lokale og de to barpigers opmærksomhed med en samling lokale drukmåse. Ikke en eneste drikker whisky, så det er måske bare noget de har for turisternes skyld. Vi har oplevet noget tilsvarende på de andre skotske værtshuse vi har besøgt. Og lad os forsøgsvis forklare det med at skotsk whisky ikke er udpræget billigt, selv så tæt på kilden.

Et fuldstændig overflødigt indslag er de tre fjernsyn som viser klassiske musikvideoer med Boy George og John Lennon. Ingen ser på dem, og vi lytter i stedet til noget som måske er en slags moderne skotsk folkemusik.
Visa

Tolbooth Tavern

Den gamle toldbod har haft en omskiftelig tilværelse. Cromwell og hans efterfølgere brugte den til opbevaring af rebelske skotter som blev torteret før de måske var så heldige at blive deporteret til plantager i Caribien. Efter udstået straf fik de måske lov til at komme hjem til Edinburgh, men først efter at have fået et øre skåret af, så de kunne genkendes som de ufredsfolk de var. Til slut faldt skotterne jo til patten, og toldboden blev til værtshus i 1820, og det har den så været siden. Hele historien bliver forklaret på et kommunalt skilt på facaden.

I vore dage er The Tolbooth et smukt værtshus i brunt og bordeaux hvor et overvejende modent publikum nyder sig en øl, og turister og anmeldere nyder en øl og en whisky til tonerne af afdæmpet pop der faktisk tillader en samtale. Her er en lille smule tingeltangel, f.eks. en antik dukkevogn, en brødkasse og en whiskytønde, så det hele ligner egentlig de præfabrikerede københavnske pasticher over det britiske, men man fornemmer alligevel en mere ægte sjæl her. Nogle gæster fornemmer meget mere, hvilket også bliver forklaret på det kommunale skilt som den naturligste ting af verden. I spiseafdelingen på reposen skulle man undertiden kunne mærke en "tilstedeværelse", og det må jo helt oplagt være Rigsforstanderens ofre der går igen. Hvad skulle det dog ellers være? Vi har dog indtil videre ikke set nogen spøgelser. Fyren ved nabobordet har i hvert fald to ører i behold. Et til iPod'en og et til mobilen.

Tongadale

Tongadale er ikke Portrees bedste værtshus, men absolut heller ikke det værste.

Uisge Beatha

Tja, turistet er her i hvert fald ikke på sådan en februarsøndag, og her er et whiskyudbud som er intet mindre end imponerende. Cirka 120 forskellige flasker er udstillet højt oppe over baren. Der er praktiske farvekoder for priserne, så f.eks. en blå mærkat betyder GBP 3 for 35 ml. Det er bare at vælge, så finder barpigen stigen frem og nedhenter en uisge beatha som efter al sandsynlighed smager godt. Med hensyn til øllet har vi fået os en Fraoch, som er en ale brygget på lyng i stedet for humle, angiveligt efter en 4000-årig oldskotsk opskrift. Den smager faktisk lidt af lynghonning, og hvis man ikke bryder sig om det, kan man jo snuppe sig en Kronenbourg, som ganske vist kun stammer fra 1664, men som i hvert fald smager som hjemme.

Ellers er her mørkt og bordeauxfarvet og hyggeligt, vi beundrer de mange jagttrofæer (en hjort, en elg, en bøffel, Maggie Thatcher) og glæder os til den tilbagevendende folk session kl. 18. Ingen af gæsterne ligner Kasket-Karl, men ved bordet ved siden af sidder en bebrillet student og læser Evelyn Waugh mens han spytter i sin øl, så et meget bedre sted kan man næsten ikke håbe på.

Visa

White Hart Hotel