Øvrige Skåne

Akropolis

Jo, udefra ligner det faktisk en græsk restaurant, men når man kommer ind er der casino som der skal være på de tjekkede dansesteder i Skåne. Så det er jo godt. Men nu er vi faktisk ikke på et tjekket sted, men derimod tilsyneladende på en filial af Brønshøj Borgerkro hvor halvtykke pilekastere og glatragede bartendere lytter til nittemusik.

Sidst vi var her, holdt Crille svensexa (polterabend på godt tysk), og i dagens anledning var der derfor liv og glade dage med karaoke og anden larm og skrål. Det er givet at den slags netop måtte foregå på Akropolis, for man kan vel næppe forestille sig at nydelige Speakers eller pæne Tycho ville lægge hus til noget sådant. Men i dag er det almindelig fredag aften, og så sker der igen ikke alverden i byen, og Akropolis genfinder sit gamle jeg.

Hvis vor ærede læser har forvildet sig til Landskrone, men normalt går på værtshus iført lyseblå joggingbukser, badesandaler og Cecil, så er Akropolis lige stedet. Man er her ude over den værste ungdomsfrustration, og tror ikke længere på at denne fredagsaften vil være forskellig fra den sidste, og på at lykken endelig vil indfinde sig nu hvor ens image er rettet til og finpudset.

Visa

Backafallsbaren

Det er en stor fornem pub hvor alle møblerne er flot bearbejdede whiskytønder. Der er ingen tvivl om at man henvender sig mest til spisende gæster, men med de priser de tager for øl og whisky, skulle de da være godt dumme hvis de ikke også tog imod tilfældige forbidumpende øl- og whiskydrikkere; og det er de altså ikke. På whiskysiden er der ikke mindre end 160 forskellige slags, og så er der et godt jævnt spredt udvalg af flaskeøl.

Hven er jo altid hyggelig om sommeren, og hvis man ligger i Norreborg havn, er Backafallsbaren et godt bud på at få god øl i den indendørs kølighed.

Visa, Master.

Bara Vara

Larmende ligegyldig pop-rock.
Visa.

Bookmaker

Hvor har de gemt sig, alle skåningene, denne sommerdag hvor alle burde sidde på fortovene. De må være taget til deres hovedstad; de sidder sikkert i Nyhavn nu, og vi må undvære dem her hvor deres hjemmebane ellers er.
Nå, ud og lede efter dem. Lad os prøve havnekælderen. Men ak, den er væk. Borte har taget søfart og jernbanedrift, og nu fokuseres på den rene uforfalskede materialisme med drømmen om de lette penge og den store gevinst.

Kælderen hedder nu Bookmaker, og nu behøver man ikke længere at nøjes med at drikke sine penge væk, de kan også ruttes ved mellemkomst af Jack Vegas-tyveknægte, casino, roulette og Black Jack-borde. Det er tilsyneladende godt fundet på, for her ser vi flere gæster end vi har gjort noget andet sted i dag. Men for fattige anmeldere der ikke bryder sig om ekstra skat på folk uden forstand på matematik, er der nok ikke så meget at komme efter. Atmosfæren er rigelig rå, og selv om udvalgte elementer af den lokale fauna nok er værd at se på, vil det vel være for nøjsomt at blive her blot af den grund. Lad os finde et mere menneskeligt værtshus længere oppe i byen.

Høj rockmusik i en klasse der gør rigeligt opmærksom på sig selv.
Visa, min. SEK 200.

Botulfs

Musikken var ved vort besøg hele indholdet af en ældre Afzeliusplade.
Visa.

Charles Dickens

Musikken er oftest blandet - og til tider hård - pop, men lige nu spiller Sven Erik Andersons hæse rytmedrenge gennem et kaffefilter for at få Guinnessen til at gære ekstra.

Vil man have ægte dansk hygge i Helsingborg, skal man altså ind her på Skånes bedste værtshus.
Lørdag aften er der ofte karaokekonkurrence, og af og til skal man smide en tyver i entre, men det er da til at overleve.
Guldtuborg er ugens øl i denne uge, var den ikke også det sidste gang?

PS. Lad os kort bemærke at man mellem orkester og Casinospillere skal vogte sig for poolhajer.

Visa

Fellini

Visa.

Glorias

Standardmusik.
Visa.

Grenden

Her på Grenden er alt øllet på flaske, selv fadøllet, viser det sig da vi bestiller to store Guinness. Som naive turister troede vi selvfølgelig at fadøllet kom ud af de mange eksotiske haner, men nej. Vi får hver en flaske, og således behørigt udstyret kan vi så beundre en bar-restaurant-blanding med stribet tapet og forlorne stilmøbler, bindingsværk og lampetter og en bartender der knuser glas bag baren. På denne Store Bededag, som ikke er helligdag her i landet, er her pænt besøgt af et mest modent klientel af den kaliber der vist godt kan tage fra af flaskerne; et sjovt halvråt publikum i de ellers lidt pyntelige omgivelser, og måske kommer her oven i købet levende musik på et tidspunkt. Stedet har afgjort potentiale til stor hygge, og her er trygt og fredeligt.

Vore kolleger Landskrona Kroggala har kåret Jenny Hansson til årets udsmider 2000. Hun er godt nok ikke på arbejde i aften, men her er alligevel ikke optræk til ballade.

Ak og ve - udbryder vi først nu - det var ikke levende musik der var stillet op til, det var karaoke. Kikset karaoke.

Hamnkrogen

Visa.

Harrys

Når man kommer om aftenen, må man finde sig i at stedet måske snarere er en slags forlystelsescenter, en art miniature af Scala, Trocadero i London eller ringriderteltet i Sønderborg. Har man en gang bidt tænderne sammen og erlagt en halvtredser i entre (dog gratis før 23), kan man slentre rundt og vælge og vrage mellem de forskellige adspredelser. I baren kan man jo fx købe sig en øl, og den kan man så få lov til at stå op og drikke hvis man da ikke har lyst til at prøve kræfter med sandsynlighedsregningen ved spillebordene, mens man overværer det ungdommelige leben med kvindelige polterabender der sidder og skråler "fy fan hvor går det bra", eller man kan stå og koncentrere sig om ikke spilde sin - i øvrigt forkert skænkede - Guinness. En Guinness skal som andetsteds omtalt (se under Guy's, Irland) skænkes i to tempi så kunden får tid til at nyde forventningen om det sorte stads som, indrømmet, også på Harrys smager fortræffeligt.
Vi anbefaler at komme tidligt for at undgå entreen og score sig en god ståplads. Se i øvrigt under Harrys, Malmø.

Nyere pop-rockmusik.
Visa.

John Bull

Ubestemmelig musik.
Visa.

Källarkrogen

Her sidder vi på første parket til at beskue resterne af det 20. århundrede. Af den kombinerede færge- og jernbanestation som mange af os er blevet rangeret rundt på da togene stadig sejlede over Sundet, er der kun de tomme bygninger tilbage. Væk er de glade dage da folk kom strømmende ud bevæbnet med chokolade og cigaretter. Men nede i kælderkroen klamrer man sig kitschet til den maritime ånd der nu langsomt forlader en af Danmarks (og nu Sveriges) allerældste søfartsbyer. Det lykkes ikke rigtigt. Det er for skrabet og kedeligt, og så er bajerne altså for dyre.

Popmusik i voice-stil.
Visa.

Lilla Berlin

Når folk i anmeldernes generation hører ordet Berlin, betvinger vi en lille, overleveret tilskyndelse til at spørge "øst eller vest?", men den slags går vel efterhånden over nu hvor Berlin er blevet hip og moderne. Åbenbart så moderne at konceptet måtte overføres til Landskrone og fortrænge den fortærskede pseudoirske stemning på Murphy's som vi anmeldte for et par år siden.

Fornyelse kan jo være meget godt, men hvor pokker er lige det etniske islæt? Bardisken kan måske minde en smule om Berlinmuren, det tunge egetræsmøblement er nok noget teutonsk i det, og det rungende lokale med kakkelgulv kunne godt ligne en U-Bahnstation, men ellers er vi så tæt på en helt almindelig provinsbodega at det såmænd lige så godt kunne hedde Lilla Ölstykke eller Lilla Nästved. I modsætning til den danske provins er her faktisk slet ikke gang i den. Det store lokale er befolket af spredte klynger døde murere, og der er gang i et spil ved casinobordet mens vi hører noget bastung pop. Over baren viser ikke mindre end tre fjernsyn den ene underlige sport efter den anden. Og det er fredag aften. Vi kan ikke rigtig afgøre om dette sted er fugl eller fisk - om nogen af delene - men Berlin er vi altså ikke kommet til.

Visa.

Ludvig

Gode navne som Konrad og Ludvig er stadig lidt kontroversielle når man skal navngive børn, men når man skal navngive et udskænkningssted signalerer man gerne et anstrøg af ældning da det giver en kontrast til det hippe modested man vil skabe.

Ludvig i Landskrone er ikke overbevisende, for stålet er aluminium, læderet er plastik, og poptøserne er bare naboens datter med en smule mascara på. Men illusionen skal jo holde hvis man hellere vil tages med bukserne om hælene end indrømme at man bare er et almindeligt levende og ikke iscenesat menneske. På Ludvig banker musikken løs i et tempo og en lydstyrke der kun gør sig hvis man er tryggest ved bare at sidde og sende grimasser til hinanden. Men måske er kolde miljøer bare en tilflugt som så meget andet, for også her på Ludvig er fodboldhalstørklæder god tone.

Hård cyklisk musik.
Visa.

Murphy's

Åh ja, endnu en Murphybar kan vi vel nå i aften, tænkte anmelderne som efter endnu et ophold i Skåne vel nærmest er vaccinerede med Guinness. På denne side Sundet kan man ganske enkelt ikke tænke originalt, og derfor ender man alt for tit med denne halvpæne, helsyntetiske karikatur af det britiske.

Men sådan er det bare slet ikke her. Navnet er irsk, og selvfølgelig har man en del whiskyflasker til at stå og pynte, men ellers må Murphy's nærmest betegnes som et røvballegarageværtshus af en provinscenterpub. Havde det ikke været for single malts og de kønne og stilige bartendersker, kunne vi såmænd godt befinde os på den københavnske vestegn hvor de lokale bøller samles efter en gang bold og benbræk. Man skal bare udskifte Brøndby med det lokale Landskrona BoIS som i aften har spillet uafgjort mod fjenderne fra Malmø. Her er ikke ligefrem blå øjne og brådne pander, men man kunne ellers godt forestille sig at de sårede krigere fra den billige langside ville foretrække Murphy's til at restituere sig.

Med sit forlorne mur- og bindingsværk og lallende bonderøve ligner det som sagt ikke den typiske skånsk-irske pub, men det fremstår til gengæld som et troværdigt og uprætentiøst værtshus hvad der måske i grunden er lige så irsk som så meget andet.

Musik der ikke skal andet end at fylde.
Visa.

Prästsvängen

Vi er imidlertid godt placeret oppe ved baren, og med en halvliters Mariestad i hånden er dette lige nu simpelthen det bedste sted vi kan befinde os i hele Skandinavian øst for København. De ni messingblæsere trutter derudad, og humøret er højt blandt unge og gamle. Gid det stod sådan til hver eneste gang vi er her forbi, men det er desværre et fænomen man kun ser få gange om året. Men så bliver man jo til gengæld også behageligt overrasket på en dag som i dag.

Vi har ladet ovenstående anmeldelse fra forrige besøg stå, for den viser hvordan man kan være heldig at finde Prästsvängen. I dag, hvor det jo bare er en tirsdag, må man imidlertid nøjes med den smukke udsigt ud over hvedemarkerne mens man drikker sin Krusovice. Og det er vi såmænd også ganske tilfredse med. Men nu nærmer spisetid sig, og så går der lidt for meget restaurant i den, og vi fortrækker ned mod havnen.

Visa, Master

Speaker's Corner

Speaker's Corner er faktisk pænt fyldt af et muntert, velopdragent og modent publikum som formår at overdøve den ganske bastunge musik i en sådan grad at den bliver uigenkendelig. Vi skal ikke bebrejde dem deres valg som da også bifaldes af en række andre autoriteter. For eksempel har den lokale kroejerforening og noget så fornemt som offentligheden udpeget Speaker's Corner til byens bedste værtshus, og det såkaldte Sällskapet Ölbröderna (se evt. her) har givet deres udmærkelse som i mangel af Københavnsguidens diplom vel også kan tælle lidt.

Selv om det vel næppe kan komme som en overraskelse for læseren, må vi vel hellere lige for fuldstændighedens skyld nævne at Speaker's Corner er en britiskagtig pub, men det er jo også så populært på disse kanter, og her er da hyggeligt nok, også nu hvor de begynder at synge fodboldsange.

Og så laver vi lige et lille spring, for nu er der gået temmelig mange timer, lyset er ved at blive slukket, og de to søde og smukke bartendere har indledt forhandlinger med de sidste to barhængere (os) om vilkårene for at forlade etablissementet. Det er ikke nemt, for der er ikke rigtig andre steder at gå hen end hjem i seng. Men som de pæne mennesker vi er, giver vi os selvfølgelig til sidst.

Visa.

Telegrafen

Til tider lidt påtrængende søberock.
Visa.

The Bishop's Arms

Her er månedens øl og månedens whisky, og her er sågar en whiskyklub, så kom ikke her og sig at skåningene er kedelige. Faktisk er biskoppens skånske gæster i aften så tilpas fulde og højtråbende at man sagtens kan føle sig hjemme. Her er sørme også udendørsservering, så når man lige ser bort fra toiletmanglen, er her vel egentlig alt hvad her skal være.

Musikken kan svagt skelnes bag lydtapetet af højrøstethed.
Visa.

The Bishop's Arms

Nul musik og fjernsynet viser OL fra Eurosport.
Visa.

Tuna Krog

Udenfor i natten sidder en hob virksomhedssvenskere på weekendsjov, og de påstår ikke overraskende at der her er både sjovere og mere bedårende end hjemme i Värnamo. Vi og de har altså her midt ude i en lille skov som ellers går under navnet Tuna by (Tune på originalsproget), fundet et ægte værtshus. Det har til huse i en art spejderhytte og ligner udefra noget der har været lukket af myndighederne siden danskertiden. Nåmen åbent er her i hvert fald indimellem, men spejderhyttestilen holder også indenfor. Terrassen, den åbne dør og det lidt ramponerede interiør minder i øvrigt den ene anmelder om en bar på en tropisk strand med palmetræer, cikader og den slags. Indtrykket af baren og betjeningen er forbløffende moderne. Selv om vi alle drikker Guldtuborg, er der lidt konceptbar over stedet, og bartenderen kan sikkert sagtens blande en Margarita om det skulle være. Blandingen af det gammeldags og det hippe minder sælsomt om nogle af de særere Vesterbrobarer, men heldigvis har vi også baglokalet i en helt anden stil. Her er dug på bordet, potteplanter og kakkelovn. Hvis Nykterhetsrörelsen nogen sinde holder generalforsamling på Hven, kunne de med god samvittighed få kaffen serveret her. Kort sagt et aldeles charmerende, spøjst og skævt sted som de færreste nok forventer at finde på disse længdegrader.

Karakteren afspejler dels den rene overraskelsesværdi, dels en fascination af et meget særpræget sted og dels en påskønnelse af at nogen tager det på sig at drive dette åndehul for drukmåsene i et formodentlig ret konservativt øsamfund. Det eneste vi lige kan klage over, er åbningstiderne.

Visa

Tycho Brahe

På weekendaftener skal man være indstillet på tæt socialt samvær, for lørdagspigerne står så tæt sammen med drengene at hvis man forsøger at presse sig ind, brister Tycho Brahe såmænd nok. Og det ville da være synd, så vi plejer egentlig bare at tage en stille godnatbajer inde på Speakers.

Visa

Utposten

Høj rockmusik.
Visa.