I gamle dage var Fejø virkelig Smålandsfarvandets knudepunkt hvor op mod 2000 beboere var travlt beskæftiget med at afskibe pæreskuder til Gammel Strand og Nyhavn. Og ordet pæreskude er altså ikke et skældsord, men blot udtryk for frugtavlens betydning for øen. Det går stadig fint på Fejø med pt. 600 indbyggere som tilmed har op til flere udskænkningssteder at vælge imellem. Landbolyst præsenterer sig som konferencecenter og kroferiekro med specielt weekendtilbud til kunder fra hele landet. Og der er plads til dem: Bag en beskeden facade mod Østerbys hovedgade gemmer sig et større kompleks som ser ud til med lethed at kunne modtage et par hundrede spisende gæster i et kæmpestort, lavloftet lokale som ret beset har et anstrøg af polsk færgediskotek over sig (hvilket Københavnsguiden jo aldrig har haft noget imod). En lille scene med god danseplads antyder også at vi nok har at gøre med øhavets bedste bud på en ordentlig svingom for det, formodentlig, modne publikum. På denne pinselørdag høvler det ned udenfor, og indenfor fejrer en bedugget andel af øens beboere at Landbolyst er blevet renoveret og shinet op. Det er ikke lige til at se hvor, men det må være rigtigt nok, for der er gratis leverpostej og sild. Fem af eftervirkningerne fra silde- og snapsebordet står og svæver og billardet, men det ville de nok have gjort under alle omstændigheder; så noget kunne tyde på at fejbattingerne har lært et og andet på pæreskuderne til Nyhavn? Men andet end pilsnerøl har man ikke hørt om, ikke en gang en porter kunne anmelderen få, men der er jo heller ingen grund til at fedte for kunderne. Dankort
|