Kontoret er et hyggeligt, gammeldags værtshus selv om det tilsyneladende blev grundlagt så sent som 1988. Lille og mørkt, blåmalet, dekoreret med gamle Nykøbingbilleder og lydende af munter jazz. Ved baren diskuterer et par husmødre agurkepriser i Skandinavien, og godt nok er de dyre i Danmark, men det er meget værre i Norge og helt galt på Grønland. Hvis diskussionen skulle blive for ophedet, er der faktuel støtte at hente i Lademanns Leksikon i over 20 bind, som befolker de stilige reoler sammen med klassikere som Munch-Petersens Danske Retspleje og Lassens Obligationsretten. Det hele krones af kegleklubbens trofæer, og hvem ved, måske er det netop to keglespillere som sidder ovre ved vinduet og diskuterer skat og samfundsforhold. Oppe ved baren beretter en af damerne nu om dengang hun serverede spidskål til en bøf, så det hele handler altså ikke om roer her på Sydhavsøerne. Lad os endelig bemærke at skulle man have lyst til at bese det smukke Nykøbing Slot, kan man lige så godt bare gå på Kontoret og se deres kobberstik, for slottet selv blev desværre revet ned for flere hundrede år siden.
|