Lyder Bykroen ikke som et sted der har ligget her siden Absalon sloges med Venderne her omkring? Det er imidlertid helt forkert. Det er et temmeligt kedeligt moderne beboerforeningsagtigt lokale skønt man dog har prætentioner om noget højere. Det afslører sig i subtile detaljer som en mexicobar i fyrretræ, og et caféavisstativ med Sydsjællands Tidende og Ugebladet for Møn. De lokale supplerer pensionen på de enarmede, og resten sidder i baren. Vi lagde ud med en Mønbo Pilsner og en Underberg, men til forskel fra udmærkede provinsbyer som Randers, Odense og Thisted kan Stege ikke prale af sit eget bryggeri, og her har man bare fået Harboe til at sætte en anden etiket på sit lidt tamme produkt. Ville vi have en Harboe, kunne vi jo bare gå i Netto. Vi vil derfor nok forlade Møen i morgen for at finde en mere ølbevidst ø i området. Hvorfor spiller man ikke musik på værtshusene om eftermiddagen? Har Møens kommune besluttet at her ved kirken skal der være en stemning som i et gravkapel? På trods af et temmeligt kikset ydre (eller snarere indre) har vi alligevel givet et pænt 8-tal her da der er noget charmerende over et lokalt mødested hvor alle de hyggesnakkende gæster kender hinanden. Og så er det i øvrigt et godt sted at vente på bussen til Nyord.
|